Vinyl, vinyl, vinyl …

20140129-083544.jpg

Hej. Og velkommen til min blog. Hvad den skal handle om ved jeg ikke endnu, men som med de fleste blogs om private menneskers liv, vil den handle om det der interesserer mig.

Min store passion er film (ja, jeg er et unikum!). Og musik (også på det punkt!). Sidstnævnte især indenfor metal-genren, som efter nogle ubegribeligt kedelige år er tilbage på sporet. Sjovt nok mest af alt fordi flere af de gamle bands fra 1980’erne og 90’erne (og 60’erne – Black Sabbath!) er blevet gendannet og har vist de mange opkomlinge, hvordan en god metalskive skal skæres – jeg fortrækker i vinyl!

Vinyl, vinyl, vinyl. Min gode gamle Beogram TX2 kom pludselig på overarbejde, da min vinylsamling af uransalige årsager ekspanderede voldsomt i 2013. Nej, det er egentlig ikke så uransaligt. Årsagen skyldes især de mange fede metal-udgivelser i år (Carcass, anyone!), men især også musikindustriens insisteren på at ødelægge den gode lyd ved at komprimere den så voldsomt, at enhver form for dynamik (forskellen mellem store og små anslag i musikken) udraderes. Ene og alene fordi pladeindustrien har fået den vanvittige ide, at jo højere deres udgivelser lyder, desto bedre kan folk lide dem. Duh! Har de ikke lært af de forfærdeligt lydende Motown-udgivelser fra 1960’erne, hvor musikken var så højt indspillet, at der ikke var et rent anslag at høre fra nogen af instrumenterne?

På CD startede det for alvor med Oasis’ album “(What’s the Story) Morning Glory?” fra 1995, hvor den blandt audiofiler så berygtede mastering engineer Vlado Meller lagde kimen til fremtidens elendige CD-lyd. En lyd som jeg “lider” stærkt under, fordi den komprimerede lyd ikke giver ørene luft til at ånde, da selv det mindste anslag i musikken er skruet op til 11. Ørene bliver trætte, og det er sværere at lytte til musik i længere tid af gangen. Læs evt. mere om problemet på siden The Loudness War.

Nå, røg lige ud af en tangent der. Det var vinylen jeg kom fra. Ser du, man komprimerer sjældent lyden på samme måde på en vinylplade. Hvis man forsøgte det ville lyden blive endnu mere ødelagt end på CD. Reglen er derfor (der findes adskillige undtagelser!), at musikudgivelser har en mastering til CD (hvor lyden oftest er stærkt komprimeret) og en til vinyl, som er de fleste audiofilers (mig!) foretrukne lydformat, da dynamikken her (oftest) er intakt. Med et fantastisk metal-år og en ærgerlig tendens indenfor især den genre til at overkomprimere lyden, kom vinyl derfor ind i mit liv (igen).

Ved hjælp af siden Dynamic Range Database kan man se dynamikmålinger på stort set alle musikudgivelser, og i mange tilfælde sammenligne dynamikområdet på en CD og en LP for samme udgivelse.

Med dobbelt op på dynamikken på de fleste vinyl-udgivelser var mine bønner derfor hørt. Det ér altså muligt, at købe musik man kan lide, som ikke udmatter ørene og som i teorien lyder godt. I teorien! Hverken vinyl eller et højt dynamikområde er nemlig nogen garanti for at en musikudgivelse rent faktisk også lyder godt. Hvis ikke produceren og lydteknikeren har gjort sig umage under indspilningerne kan hverken vinyl eller dynamik redde en dårlig lydoptagelse. Det er Metallicas Death Magnetic et skræmmende eksempel på – her lyder hverken CD eller vinyl godt – overstyret lyd (forvrængning) når nye højder på begge formater – selv om vinyl-udgaven angiveligt lyder en anelse bedre. Som modsætning; Grace Jones’ Nightclubbing fra 1981 der lyder suverænt på både CD og vinyl. Tjek den ud, hvis du vil vide, hvad jeg mener med ‘den gode lyd’.

Så kom jeg vist i gang. Velkommen til min blog …

Leave a Reply