The Hunger Games: Catching Fire

The Hunger Games: Catching Fire | Color Force | Directed by Francis Lawrence | 2013 | 146 min | IMDb

Filmanmeldelse af Hugger

Opfølgeren til den flotte 1'er højner niveauet og sætter barren rigtig højt til 3'eren!

Jeg elskede den første Hunger Games. Underspillet, velspillet og dybt underholdende intelligent science fiction koblet sammen med et spændende plot gjorde den til en succes blandt både anmeldere og tilskuere.

Catching Fire fortsætter præcis der, hvor 1'eren slap. Katniss Everdeen og hendes ven/flirt/kæreste Peeta Melark ”nyder” frugterne af deres hårdttjente sejr, dog uden rigtig at sætte pris på det fine hus, de fine ting og den gode mad, de får, for noget er stadig helt galt i district 12 og resten af det betændte tyranni Panam. De tvinges ud på en hyldestturne, hvor de med præfabrikerede manuskripter skal hylde og tjene tyraniets tyranner. Det går galt, for Everdeen og Melark har faktisk en samvittighed, og gang på gang taler de over sig og bidrager til den stemning af oprør, deres sejr inspirerede. Præsident Snow, spillet af en storspillende Donald Sutherland, aner oprøret ulme og føler – med rette – at især Katniss er arnestedet for uroens væsen. Han iværksætter derfor en plan der en gang for alle skal gøre kål på Katniss og alle de andre tidligere vindere af spillet, fordi de – rockstjerner som de er – har stor indflydelse på pøblen, og også de er ramt af frihedstrangen.

Katniss, Peeta og en masse andre tidligere sættes under de ”75th Hunger Games” stævne mod hinanden i et spil, der kun har et formål, at knuse ethvert håb pøblen har om at afsætte tyranniet og genskabe demokrati, frihed og lighed!

Katniss har dog andre planer, hun er blevet trådt på, hendes familie er i fare og hun ved, at ingen er sikre, så længe Panam styres af den tyranniske præsident Snow. Spillet bliver slet ikke, som nogen af dem har forestillet sig. Oprøret er i gang!

Filmen er ligesom den første særdeles velspillet, og plottet er lige i øjet. Den lider selvfølgelig under at være en ”midterfilm”, men det er slet ikke noget, der gør noget.

… Filmens tempo er rasende fra start, uden at smide nogen af, og der er tid til både hæsblæsende action og stille dialogscener, der driver filmen flot frem.

Hele tiden aner man det oprør, som Katniss og Peeta inspirerede til i 1'eren, og det er både troværdigt og realistisk fremstillet på lærredet. Der er en følelse af håbløshed og håb på samme tid, man føler virkelig med hovedpersonerne, og især Sutherlands præsident Snow giver følelsen af en reel trussel.

Skuespillerne er faldet rigtig godt til i deres roller, og Jennifer Lawrence besidder den ”girlpower” der skal til for at gøre Katniss Everdeen troværdig. Hun er en fantastisk smuk pige, der dog har et naturligt og troværdigt look. Hun ligner ikke Hollywood, og det giver hende og rollen stor troværdighed.

Kærlighedsaffæren, den spirrende, mellem Katniss og Peeta er også fint håndteret, og ligesom actionscener og plot aldrig bliver for patriotisk og svulmende, så holdes kærlighedsaffæren også på et passende underspillet niveau.

Til sidst må jeg simpelthen rose filmens soundtrack. Det er længe siden jeg har hørt så dynamisk og ikonisk soundtrack til en film, og det udnyttes sublimt igennem hele filmen.

Jeg var dybt underholdt hele vejen igennem, og efterhånden som filmen når sit klimaks rykker man mere og mere ud på kanten af sædet, og det sidste billede i filmen er svært at slette fra nethinden efterfølgende, det lægger fantastisk op til den 3'er, der må blive fantastisk.

Filmen kan på flere punkter sammenlignes med ”Empire Strikes Back”, idet den også er en ”midterfilm”, der fungerer som overgang og er dyster og melankolsk, dog med håb, det rammes også i denne film.

Jeg var positivt overrasket over 1'eren, men denne gang havde jeg høje forventninger, og jeg blev bestemt ikke skuffet.

5/6 stjerner til The Hunger Games: Catching Fire