Gravity

Gravity | Warner Bros. | Directed by Alfonso Cuarón | 2013 | 91 min | IMDb

Filmanmeldelse af Hugger

Ultraintens, hyperrealistisk og spændende ad bare h. til – Gravity er et mesterværk!

Jeg tror aldrig, jeg har set en film som ”Gravity” før. Den er simpel i sit plot, men allerhelvedes interessant fra første frame.

Filmen handler i bund og grund om en rumekspedition, der går galt, efterladende to astronauter ”lost in space”, med såvel ilt som håb i begrænset omfang.

Filmens effekter er helt fantastiske. Portrættet af det vægtløse helvede er skabt så smukt, skræmmende og intenst, at man efterlades i åndenåd når filmens actionscener løber over lærredet. Det er uden tvivl en af de flotteste effektfilm, jeg nogensinde har set.

Man er simpelthen oppe i rummet, alene, flydende ud i det store kosmos, og hovedpersonernes følelse af håbløshed deles igennem hele filmen, der faktisk mest af alt minder om et kammerspil på teatret. Et lille lukket rum, hvor man som tilskuer er inviteret indenfor i de klaustrofobiske rammer.

Flere gange panorerer kameraet fra store brede vinkler af den smukke blå planet og helt ind i hovedpersonens hjelm, så skærmen dugger og de dumpe lyde giver ekko i ens eget hoved.

… ”Gravity” forsøger ikke at overdrive, den er bare, og filmens plot er så simpelt og skræmmende, at man simpelthen ikke kan lade være med at følge med på den utrolige rejse Sandra Bullocks og George Clooneys astronauter er på.

Ikke en eneste gang tænker man ”dette er jo bare effekter”, filmens realisme er filmens største bedrift og et godt eksempel på at ”less is more”.

Hovedpersonernes rejse for at overleve leder dem via amerikanske rumskibe, kinesiske redningsfartøjer og internationale rumstationer, og filmen er aldrig et heroisk portræt af amerikansk rumfart, men derimod en klaustrofobisk reminder om, at rumfart er fascinerede, spændende og interessant og samtidig djævelsk farligt og frygtindgydende.

Filmen er instrueret af mexicanske Alfonso Cuarón og hans evner fornægter sig ikke. Han er en utroligt talentfuld instruktør, der formår at skabe præcis de dystre rammer, som Bullock og Clooney ligeledes udfylder på forbilledlig vis. Det er faktisk imponerende, hvor godt de spiller trods klodsede dragter og begrænset mulighed for mimik. Man tror på at de er astronauter, og man føler angst, håb og frustration med dem undervejs.

”Gravity” skal ses i 3D. For en gangs skyld virker 3D-effekten nemlig perfekt og skaber en endnu bedre ramme for filmens præmis. Dybden i billederne skaber et tomrum og et mørke, der sjældent er set mere overbevisende.

Et mesterværk, der bestemt må vinde en Oscar for effekter, men filmen bør også kunne høste andre statuetter, bl.a instruktion og manuskript skriger på priser!

6/6 stjerner til Gravity