Riddick

Riddick | One Race Productions | Directed by David Twohy | 2013 | 119 min | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Riddick er ikke billetprisen værd.

Jeg havde egentlig mest lyst til at bruge overskriften "Riddick er riddickulous", men det blev alligevel for plat, og egnede sig i øvrigt bedre til en indledning, hvor du ville kunne få en forklaring på, hvorfor jeg ikke brugte det som overskrift – den indledning har du netop læst.

Og hvorfor er det så lige, at jeg bruger spalteplads på det? Fordi jeg lige så godt kunne bruge pladsen på førnævte, overflødige indledning, som at bruge den på det anmeldelsen egentlig handler om; Vin Diesels undskyldning for den mildest talt elendige "The Chronicles of Riddick" fra 2004 – fortsættelsen til den hæderlige sci fi-minimalistgyser "Pitch Black" fra 2000.

Og lad det være skrevet med det samme. Undskyldningen er ikke accepteret Vin. Slet ikke.

"Riddick" er fra start til slut et utiltalende fortidslevn, der muligvis ville få klassikerstatus i et andet, tidligere årti, men som falder helt ved siden i 2013, hvor jeg vil vove at påstå, at vi som publikummer godt kan kræve og forvente noget mere af en genrefilm som "Riddick".

I filmen er Riddick blevet røvrendt af de Necromongers han blev leder af i den forrige film, og er strandet på en barsk planet, hvor han kæmper mod djævelsk udseende hunde, skorpionlignende giftmonstre og de lejesoldater han lokker til planeten for at indkassere dusøren på hans hovede.

… "Riddick" er proppet med stupide muskelmænd og en enkelt barsk kvinde, hvis fornemste opgave er at vrisse af mændene og flashe bryst i en malplaceret badescene, der vækker minder om de dårligste exploitationfilm fra 1980'erne.

Og så er der de høflige uhyrer, som belejligt nok holder sig på afstand, hver gang de usympatiske lejesoldater slår eller sparker på hinanden. De vil jo nødigt trænge sig på.

Uhyrerne er nu ellers ret frygtindgydende af udseende, men føles aldrig som nogen reel trussel, da de aflives nemmere end noget andet sci fi-monster, jeg kan mindes.

Jeg havde ikke forventet mig det store, og blev som sådan heller ikke skuffet. "Riddick" er en b-film med stort B. Visuelt er den trods et par enkelte svipsere ret overbevisende, og historien er tilpas skåret ind til benet – selvom jeg forestiller mig, at dem der ikke har set de to forrige film enkelte steder vil blive hægtet af. At den ikke giver mening, som mange danske anmeldere påstår, er dog ikke sandt.

Så hvorfor kun 2 stjerner?

Fordi "Riddick" er langtrukken og kedelig – actionscenerne er kedelige, skurkene er kedelige og Riddick er kedelig.

Dialogen er samtidig så dårlig, at den friskhed den tydeligvis selv tror den er i besiddelse af, får den til at fremstå kejtet og forceret. Og så bliver den heller ikke ligefrem hjulpet på vej af det meget ujævne skuespil.

"Riddick" er en fuser, og dem har jeg lært, at man aldrig skal gå tilbage til. Lad os håbe de holder sig til en trilogi.

2/6 stjerner til Riddick