White House Down

White House Down | Mythology Entertainment (II) | Directed by Roland Emmerich | 2013 | 131 min | IMDb

Filmanmeldelse af Hugger

Roland Emmerich, den tyske actionkonge, holder tungen lige i munden med underholdende og urealistisk actionkomedie.

Det Hvide Hus, den amerikanske præsidents ydmyge bolig, har været scenen i mange film fra Hollywood gennem årene, og i utallige omgange, særligt indenfor sci fi-genren, er huset blevet molesteret af fjender. Alene i år er der kommet to film om Det Hvide Hus, hvor såvel præsidenten som hele verden står på afgrundens rand pga. terrorister, der ønsker at ødelægge demokratiets fundament ved at angribe lederen af den frie verden i hans bolig.

Den første kom i sommer, ”Olympus has fallen”, og var en klodset, kedelig og langtrukken historie uden bid, humor eller spænding. Her var skurkene nordkoreanske terrorister, USA's nyeste fjendebillede. Filmen var ubehjælpsomt instrueret, actionscenerne dumme og ligegyldige.

Nu er ”White House Down” kommet. Den handler i bund og grund om, at Det Hvide Hus angribes af terrorister (hvem det er, skal ikke afsløres her, selvom det er ret tydeligt, ret hurtigt!), og ligesom i ”Olympus has Fallen” må en enkel skæv eksistens af en anti-helt redde dagen.

… Manuskriptet i ”White House Down” er faktisk ganske gedigent skruet sammen. Urealistisk, bestemt, men også tilpas filmisk troværdigt på en måde, så man som tilskuer ikke irriteres over det.

Måden terrorristerne får kontrol med Det Hvide Hus er faktisk ganske interessant og næsten realistisk, men filmens præmis om, at man kan overtage bygningen, hvis man bare er forberedt, virker altså helt generelt utroværdigt.

Men bevares, film skal jo ikke være troværdige, hvis de bare vil underholde, og underholde, det gør ”White House Down” i stor stil.

Der er faktisk en hel del humor, og de patriotiske vinkler er nedtonet klædeligt undervejs. Skuespillere som Jamie Foxx og James Woods giver filmen troværdighed og pondus, og filmens actionscener suppleres fint af filmens skæve og lidt klodsede, men effektive humor.

Jeg var solidt underholdt hele vejen igennem, og selvom filmen til sidst mistede pusten lidt, fordi den simpelthen er for lang, så trækker det ikke mere fra i sidste ende, og filmen ender på en solid 4'er, fordi den er effektivt underholdende uden at forsøge at presse moraler og lignende ned i halsen på sin tilskuer.

"White House Down" er tillige stramt instrueret af tyske Roland Emmerich (”2012” m.fl.), der formår at holde tempoet oppe uden at det går over gevind. Og selvom manuskriptet er meget forudsigeligt med de klassiske referencer i starten af filmen til noget, der bliver et ”plot-device” senere, så er manuskriptet beriget med et simpelt plot, der fungerer.

4/6 stjerner til White House Down