Pacific Rim

Pacific Rim | Warner Bros. | Directed by Guillermo del Toro | 2013 | 131 min | IMDb

Filmanmeldelse af Hugger

Top Gun – nu med robotter!

Jeg spurgte engang min dengang 4 årige søn, hvad han gerne ville se af film. Han svarede ganske prompte ”Monstre”, men tilføjede prompte ”men også robotter, der slås med sværd!”. Bevares, det var givetvis også mine præferencer, da jeg var 4 år gammel, men faktisk er det heller ikke langt fra noget, jeg kunne ønske nu i en alder af snart 40!

En gang drengerøv, ALTID drengerøv, og det er netop drengerøven, Pacific Rim tiltaler med sin banale, formulariske historie om store monstre fra en anden dimension, der ødelægger jorden med larmende og destruktive angreb på angreb, indtil menneskene får den super gode idé at bygge KÆMPE, og jeg mener KÆÆÆÆÆÆMPE(!) robotter, til at bekrige dem!

Lyder det plat? Ja!

Lyder det larmende? Ja, i den grad!!

Lyder det awesome? HELL YES!!!

Jeg har aldrig været stor fan af blandt andet Transformers-filmene, som jeg mener er for ligegyldige og buldrende kolosser uden indhold. En af de store fejl i actionfilm i dag er, at actiondelene og CGI-effekterne bliver for meget, man mister simpelthen interessen undervejs og filmen ender med at blive kedelig lige præcis der, hvor den burde peake.

Sådan er det IKKE med Pacific Rim!

Det er nok noget af det mest fantastiske og awesome action, jeg nogensinde har set i en film.

… Historien er som nævnt banal og formularisk, men popcorn-elementet virker og man frydes gang på gang, når de fantastisk effekter portrætterer det ene kæmpe monster efter det andet i dødelig og særdeles destruktiv nærkamp, hvor våben som vragdele, sværd, plasmakanoner og skibe (!) benyttes af de ligeledes kæmpemæssige robotter, der er jordens sidste, eneste og bedste håb for en fremtid.

Der er masser af fanboy-referencer, filmen minder i stor grad om "Top Gun" med dens historie om den frygtesløse, anarkistiske og frygteligt dygtige anti-helt, der viser sig at være the best of the best, og som redder dagen gang på gang, med den ikoniske modpart, ikke IceMan, men tæt på, der synes helten er for anarkistisk, de klassiske opgør mellem far og søn osv osv osv.

Filmen er bestemt ikke noget filosofisk mesterværk, men den prøver heller ikke at være det. Tværtimod er det en kærlig homage til både 50'ernes japanske horrorfilm, Manga-tegnefilmene, herunder naturligvis klassikeren ”Robotech” og med et hint til Transformers, der dog i sammenligning med Pacific Rims gigantiske robotkrigere minder mest af alt om det legetøj, de er baseret på.

Pacific Rim underholder maksimalt fra første scene, actionen er i gang efter omtrent 1 minut og der er masser af smæk for skillingen med hæsblæsende og forrygende effekter undervejs.

Filmens præmis er ret dum (ja, det er dumt med robotter med sværd, hvorfor ikke bare kæmpe kanoner?!?), men det er sgu god underholdning, og ingen drengerøve, hverken 4-årige eller 40-årige, kan lade være med at nyde synet af en gigantisk robot, der rykker kæben af et kæmpe monster.

Der er masser af overspilning fra skuespillernes side, masser af fjollet og konceptuel dialog undervejs, men filmen vil levere popcornunderholdning til masserne, og jeg vil stå først i køen, når monstrene endnu engang vælter ud af undergrunden, så vores beskyttere, robotterne og deres menneskelige piloter, endnu engang må agere bolværk med sværd, plasma og transportkøretøjer!

5/6 stjerner til Pacific Rim