Now You See Me

Now You See Me | Summit Entertainment | Directed by Louis Leterrier | 2013 | 115 min | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Now You See Me er utroværdig og manisk, men pokkers god underholdning.

"Now You See Me" er ikke helt så intelligent skruet sammen, som den gerne vil have os til at tro. Som med de fire tryllekunstnere der gang på gang tager røven på publikum og FBI i filmen er "Now You See Me" én stor afledningsmanøvre.

Hurtig klipning, hysteriske kamerature og en ordentlig bunke talentfulde skuespillere er, hvad der skal til for at dække over den lidt for fantastiske historie.

Og det er fint med mig.

Jeg var underholdt i hele filmens spillelængde. Enkelte steder foran plottet, andre gange lige så overrasket som FBI's ledende efterforsker spillet af Mark Ruffalo. Han er blot en af de mange veloplagte skuespillere i filmen, der gør "Now You See Me" seværdig. Kemien mellem dem er i top og smitter 100% af på lærredet, hvor især Woody Harrelson gør sit for at smøre smilebåndet. Og heldigvis for det.

… Historiens udvikling er nemlig ret usandsynlig, og de tryllekunster der udføres i filmen alt for utrolige til at de for alvor får en til at tabe kæben.

Det er lidt som at sammenligne gode gammeldags stunts med nymodens computer-snyderi, hvor man aldrig rigtigt får følelsen af, at helten er i fare. Det er ærgerligt, for mindre kunne også have gjort det og ville have medført en oprigtig begejstring fra min side fremfor den sædvanlige forblændelse af de ganske vist meget overbevisende computereffekter.

Med andre ord; mindre CGI og mere magi. Ligesom en lidt mindre manisk tone også ville klæde filmen.

Men hvad pokker. "Now You See Me" er så forbandet godt iscenesat, at jeg velvilligt lod mig narre af filmens mange tricks, som gang på gang slører den manglende logik, og som nogen gange lidt for åbenlyst lægger op til kommende plot twists. Det er dog bagateller i en film, der ikke skal tages for mere end den er, og som underholdt mig fra start til utrolig slutning.

Slå hjernen fra, køb et bæger popcorn og tag paraderne ned, så er underholdningen i hus. I dette tillfælde i form af en film baseret på et originalt manuskript – hvor tit sker dét lige i Hollywood?

4/6 stjerner til Now You See Me