The Lone Ranger

The Lone Ranger | Walt Disney Pictures | Directed by Gore Verbinski | 2013 | 149 min | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Overraskende brutal western ved ikke, hvilket ben den skal stå på.

Jeg kendte ikke til The Lone Ranger før Disney begyndte at plastre byen til med plakater af Johnny Depp i karakter som Tonto; den udstødte indianer der hjælper advokaten John Reid til live efter et bagholdsangreb, hvor Reid vist nok mister livet. Han tager i hvert fald lige en tur til det hinsides og kommer tilbage som The Lone Ranger.

Opsat på at hævne sig sætter The Lone Ranger efter sine mordere, der ledet af den modbydelig Butch Cavendish hærger og myrder i en grad jeg ikke kan mindes nogensinde tidligere at have set i en Disney-film.

The Lone Ranger er imidlertid lidt af en klodsmajor, så uden hans modvillige, men tro følgesvend Tonto ved sin side – og en mærkværdig, spirituel hest under ham – slipper han kun med nød og næppe fra sine konfrontationer med Butch Cavendish og hans bande af ubehageligheder, der fungerer som afledningsmanøvre for en udspekuleret plan om vestens herredømme.

Det lyder måske banalt, men plottet er indledningsvis overraskende effektivt. Til at begynde med ligefrem interessant og spændende, men som tiden går fiser det ud i ørkensandet, da det enkle plot drukner i det ene overgearede actionoptrin efter det andet. Ikke at der er noget i vejen med action, men actionscenerne er så overdrevne og utroværdige, at de tager fokus fra historien. Jeg mindes "Wild Wild West" med væmmelse!

… Instruktøren Gore Verbinski har som altid et imponerende overblik over de stort opsatte actionscener, og de er for det meste også ret underholdende, men som med Verbinskis tredje film i Pirates of the Caribbean-serien er 'less is more' ikke noget han gør sig i.

Verbinski vil for meget på én gang, og selv om det hele er fandens flot iscenesat, så bliver man hurtigt træt af den overmættede lyd- og billedside. Historien har ganske enkelt ikke mere at byde på, end det vi allerede har regnet ud efter det første kvarter, hvor filmens hovedpersoner er blevet introduceret. Det betyder, som med utallige lignende amerikanske film, at historiens flotte opstart ikke følges til dørs, men overlades til bulder og brag, som skal dække over afslutningens manglende opfindsomhed og raffinement. Typisk!

Værst står det til med filmens tone. Verbinski ved ikke om han skal underholde let og uskyldigt eller ondsindet og brutalt som i en Peckinpah-western. Det er således svært at finde ud af om man skal grine eller græde, når man det ene øjeblik overværer den spirituelle hests mærkværdige slapstick-opførsel for i det næste at være vidne til den totale nedslagtning af en ærbar, indiansk stamme, der er blevet taget godt og grundigt i røven af de hvide undertrykkere. Det er forvirrende og skaber en underlig, skizofren klods af en film, der ikke rigtigt ved, hvilket ben den skal stå på. Mærkværdigt, med så erfaren en producer og instruktør bag kameraet.

Og lad os runde af med ham Depp. Hvad fanden laver han forrest på plakaten? Han er et sidekick. The Lone Ranger er hovedpersonen. Det lugter langt væk af at Bruckheimer (producenten) og Verbinski er gået målrettet efter en Jack Sparrow-afløser, som kan lokke folk i biografen. Den går ikke … denne gang!

3/6 stjerner til The Lone Ranger