Star Trek Into Darkness

Star Trek Into Darkness | Paramount Pictures | Directed by J.J. Abrams | 2013 | 132 min | IMDb

Filmanmeldelse af Hugger

Velsmurt, larmende og velgennemført bidrag til verdens største science fiction-saga!

Da J.J. Abrams for nogle år siden re-bootede den hedengangne og lidt trætte Star Trek-saga var jeg lidt ængstelig!

Jeg er nørd. Nørd med stort N, og alt hvad der hedder Star Trek elsker jeg. Jeg har set alle serierne, flere gange, har set filmene og ved godt, at de bestemt ikke alle er af samme kvalitet. Jeg er også enig i, at Star Trek-biblioteket indeholder næsten ligeså mange missere som hits, og at der er stor stor kvalitetsforskel på forskellige afsnit, serier og film.

Men som samlet produkt er universet det mest sammentømrede, gennemførte og fantastiske i filmhistorien – alt hænger rigtig godt sammen og alt giver mening i en serie af serier og film, hvis fokus generelt er at mennesket er godt og fremtiden lys, og at videnskab og respekt for ting og andre levende væsner er vejen frem, og i øvrigt går hånd i hånd for at bedre verden og galakserne i fremtiden.

J.J. Abrams tog hele universet og vendte på hovedet, og han formåede at genskabe og genoplive franchisen på en måde, så alt forblev nyt, samtidig med, at det var velkendt. Det i sig selv var en stor bedrift. Den første film var effektiv og underholdende, men led af få skønhedsfejl som en uinteressant skurk og skuespillere, der skønt det var smukt castet, lige skulle finde ind i deres roller.

Til gengæld havde filmen et plot der respekterede og nuancerede franchisen og universet, og resultatet var både interessant og særdeles underholdende.

… Jeg har med spænding ventet på 2'eren, der nu er kommet, og lad mig sige med det samme : Nørden er tilfreds, meget tilfreds!

For i modsætning til 1'eren (der faktisk var en 11'er!) er 2'eren (der jo så er film nr. 12!) mere helstøbt. Skuespillerne har fundet deres pladser, det nye take på universet er velkendt og velfungerende og plottet er simpelthen bare fantastisk godt og meget effektivt udført – i øvrigt akkompagneret af et vildt, smukt, dramatisk og buldrende soundtrack, der dog nogen gange overtager scenen lidt for meget J

Plottet er et reboot af gammelt Star Trek materiale, mere skal ikke siges her, men J.J. Abrams formår igen at gøre scenen både velkendt og fremmed på samme tid. Persongalleriet er kendt, plottet det samme, men tingene vendes på hovedet, hovedpersoner skifter plads og actionscener og humor veksler sømløst i skøn forening og skaber en virkelig fantastisk science fiction-film til filmelskere og en kærlig homage til alle os (Star Trek)-nørder derude.

Benedict Cumberbatch (fra BBC serien Sherlock Holmes bl.a.)er den nye skurk, og han leverer en nuanceret og god præstation, med enkelte overspilninger undervejs, dog uden at det gør noget.

Det øvrige cast har fundet deres pladser og fungerer smukt som gamle kendinge i form af Kirk, Spock og Sulu.

Eneste skuespiller, der har lidt svært ved at finde sig til rette er Karl Urban, der spiller Dr. McCoy aka. Bones – han forsøger at efterligne Deforest Kelleys performance, men hvor de øvrige skuespillere rammer tonen uden at blive kopier, lykkes det ikke helt for Urban.

Alt dette gør dog absolut ingenting. Filmen er et hæsblæsende rumeventyr med bulder og brag, et kærligt bidrag til en franchise der aldrig vil dø – J.J. Abrams har igen formået at gøre det umulige og leverer endnu en pragtpræstation af en film.

Jeg glæder mig ekstremt meget til at se, hvad han kan få ud af en anden hæderkronet franchise, nemlig Star Wars-universets 3 (måske) sidste film, der kommer fra 2015.

5/6 stjerner til Star Trek Into Darkness