Man of Steel

Man of Steel | Warner Bros. | Directed by Zack Snyder | 2013 | 143 min | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Man of Steel starter godt, men ender skidt.

Er Christopher Reeve stadigvæk den ultimative Superman? I mine øjne ja, men han får kamp til stregen i Zack Snyders "Man of Steel", som er den Superman-film, der kvalitetsmæssigt kommer tættest på Richard Donners "Superman – The Movie" fra 1978.

Bryan Singer gjorde forsøget i 2006 med den mildest talt elendige "Superman Returns", der ganske vist bød på en udmærket Brandon Routh som Superman, men hvor historien var så svag, actionsekvenserne så kedelige, og filmen så gumpetung at jeg havde svært ved at engagere mig.

Zack Snyder snyder os på ingen måde for spektakulære actionoptrin. Dem får vi smidt i hovedet sådan cirka hvert 10. minut, og det ser lækkert ud. Filmens æstetik er helt i top med sine grynede billeder og rå effekter, der medfører en vis form for autencitet og alvor, som kun glimtvis var at finde i Donners version. Men det er ikke ubetinget godt, for selv om humoren er tilstede i dialogen, er filmens alvorlige tone så konstant, at man sidder med den samme følelse i kroppen gennem hele filmen.

Det er jo ikke fordi, at Donners film er en følelsesmæssig rutsjebanetur, men hans version af manden af stål veksler langt bedre mellem det alvorlige, det muntre, det rørende og det spektakulære. Se blot scenen, hvor Superman skriger mod himlen i afmagt over at han ikke kunne forhindre Lois Lanes død. En virkelig emotionel scene, der står i stærk kontrast til resten af filmen – som ikke afholder sig fra diverse fjollerier – og som derfor rammer meget hårdere. Man føler med Superman. Det gør jeg ikke for nogen af karaktererne i "Man of Steel".

… Nu lyder det måske som om at "Man of Steel" er en dårlig film. Det er den ikke. Slet ikke.

Størstedelen af filmen fungerer rigtig godt og står fint på egne ben i forhold til tidligere film om Superman. Det er blandt andet fordi filmmagerne har turdet at droppe den lineære fortællestil, hvor vi slavisk bevæger os fra a-z i Supermans oprindelseshistorie, som de fleste af os kender til hudløshed. Den får vi i stedet fortalt i små flashbacks, der er med til at definere vores helt som voksen. Oftest via samtaler mellem unge Clark og hans stedfader (Kevin Costner), som kan tilskrives en stor del af æren for at Superman udnytter sine evner i det godes tjeneste. Det er med til at skille "Man of Steel" ud fra tidligere Superman-film og rammer tidsånden, da vi som publikum nærmest er forvente med den afbrudte fortællestil.

"Man of Steel" er historiemæssigt en kombination af de to Superman-film fra 1978 og 1980. Lex Luther er (indtil videre) ude i kulden mens General Zod er hovedskurk. En ære han først fik i "Superman II" i de gamle film, hvor han i skikkelse af Terence Stamp ytrede de – blandt nørder – så berømte ord, "Kneel before Zod!". Michael Shannon er General Zod i "Man of Steel" og han blegner altså i forhold til Terence Stamp. På trods af at han kan se edderrasende ud og som sådan spiller glimrende, besidder han ikke den kølige og arrogante stil, der gjorde General Zod så intimiderende og mindeværdig i de gamle film. Tro mig, du kommer ikke til at se t-shirts om 35 år, der citerer noget som helst General Zod sagde i "Man of Steel".

Anderledes står det til med Henry Cavill, som spiller Superman. Han gør det rigtig godt. Troværdig som både Clark Kent og Superman. En værdig arvtager til Christopher Reeve, der for de fleste altid vil være den rigtige Superman. Og så er Cavill ovenikøbet britisk. Imponerende at tænke på når Superman i filmen erklærer, at han er ærkeamerikansk – og man tror på ham!

Effekterne i "Man of Steel" efterlader i store træk de gamle Superman-film i støvet, og alligevel er det ikke lige så imponerende at se en mand flyve, som det var dengang i 1978. Jeg har endnu ikke regnet ud hvorfor, men der er noget der tyder på, at perfekte computergenerede billeder ikke gør det alene. Filmmagerne skal få os til at tro på det, og det lykkes altså ikke for Zack Snyder på samme måde som Donner. Jeg kan stadigvæk få gåsehud, når Christopher Reeve tager en flyvetur i rummet med jorden som baggrund, mens John Williams uforglemmelige score blæser ud af højttalerne. Det har muligvis ikke været målet for Snyder, men jeg savnede vitterligt den samme følelse af at være vidne til noget fantastisk i "Man of Steel". Magien og suset i maven mangler.

Jeg fokuserer meget på det negative i denne anmeldelse, men "Man of Steel" er faktisk fremragende de først 2/3 af filmen, hvor de flotte billeder og den underholdende og flere steder fornyende historie imponerede mig. Det var åbenbart bare ikke nok for Snyder, som hen mod slutningen pludselig går i Michael Bay-mode og bedøver os med 45 minutters uafbrudt rabalder, hvor devicen "bigger is better" åbenbart er forsøgt efterlevet. Desværre, for det er ulideligt kedeligt at se på, når Superman, General Zod eller en af de mange "expendables" for 23. gang smadrer igennem en tom kontorbygning – der sker vitterligt ikke meget andet. Historien bliver uvedkommende, generisk og ligegyldig. Man mister interessen for karaktererne, der i forvejen ikke er de mest velskrevne personager i superheltefilmhistorien, og ender med at sidde tilbage mørbanket, træt og ligeglad. Slutningen mangler i den grad opfindsomhed og raffinement. Det trækker ned på helhedsoplevelsen, som i sidste ende får mig til at gå meget mere kritisk til værks i den anmeldelse du netop har læst, end filmen har fortjent.

4/6 stjerner til Man of Steel