Silver Linings Playbook

Silver Linings Playbook | Weinstein Company, The | Directed by David O. Russell | 2012 | 122 min | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Silver Linings Playbook nærmer sig feel good, men stikker et spadestik dybere end normalt.

"Silver Linings Playbook" fangede mig øjeblikkeligt med sin velskrevne dialog, interessante personer og simple historie, der ikke udgiver sig for mere end den er, og som giver sine personer plads til at ånde. Karaktererne skaber fortællingen, der bygger på et spinkelt skelet af en historie, hvis eneste opgave er, at holde fortællingen sammen. Det er nemlig ikke historien man skal finde overraskelser i, men i dialogen som formår at overraske i selv de mest ordinære scener, hvor de ofte upassende og sarkastiske bemærkninger har mere at sige om os mennesker, end den velskrevne dialog umiddelbart giver udtryk for.

… Kemien mellem Tiffany (Jennifer Lawrence) og Pat (Bradley Cooper) er helt klart tilstede og troværdig, og de er begge overbevisende i deres roller, men jeg synes faktisk Bradley Cooper har fortjent det største bifald for sin præstation, selvom det var Lawrence der løb med en Oscar-statuette.

Mr. nice-looking-guy, som ikke just har været kræsen med sine rollevalg, er glimrende som den semi-aggressive og humørsvingende tidligere historielærer, der efter 8 måneders ophold på den lukkede skal bevise overfor alt og alle, at han kan fungere i det virkelige liv blandt normale mennesker.

Lige netop det "normale" er nemlig slet ikke så normalt i selskab med Tiffany og Pat, der begge har et forlist forhold bag sig, og som uden filter siger, hvad de synes om hinanden og deres venner, som har de bedste intentioner om at hjælpe de to, men ikke nødvendigvis opskriften på, hvad de to har brug for. Tiffany og Pat siger, hvad de fleste tænker, men ikke tør sige højt af frygt for at bryde med normer og forventninger til det liv, vi lever. Et liv, hvor illusionen om "det lykkelige liv" nedbryder os stille og roligt, fordi vi i vores iver efter at leve perfekt, glemmer at leve.

"Silver Linings Playbook" er tilnærmelsesvis en feelgood-film, der stikker lidt dybere end, hvad man normalt kan forvente af genren. Den er interessant fra start til slut og fik mig til at glemme alt om tid og sted, hvilket efterhånden er en sjældenhed, når jeg går i biografen, hvor skabelon-film alt for ofte dominerer biografernes udvalg.

Jeg siger ikke, at filmen er uendeligt dyb, at personkarakteristikken er præcis, at den griber alvorligt nok fat om emnet, at den holder tonen hele vejen eller styrer 100% udenom det konventionelle, forudsigelige og klichefyldte. Men, det er også ligegyldigt, når filmen fungerer så godt, som den gør. Og som hovedpersonen udtrykker det efter i arrigskab at have kylet Ernest Hemmingways "Farewell to Arms" ud af vinduet; hvad er der i vejen med en lykkelig slutning?

5/6 stjerner til Silver Linings Playbook