Olympus Has Fallen

Olympus Has Fallen | Millennium Films | Directed by Antoine Fuqua | 2013 | 120 min | IMDb

Filmanmeldelse af Stanley

Klicheerne står i kø i uinspireret og åndsforladt actionfilm fra instruktøren bag Training Day.

Mike Bannings (Gerard Butler) liv har ikke været det samme siden en tragisk ulykke, hvor USA's førstedame Margaret Asher (Ashley Judd) døde. Banning, dengang præsidentens bodyguard, kunne ikke nå at redde hende og blev afskediget pga. posttraumatisk stress. Et år senere må han tage til takke med et utaknemmeligt og kedeligt kontorjob, så da Det Hvide Hus pludselig bliver angrebet af Nord Koreanske terrorister, er det atter tid for Mike Banning at træde i karakter og sparke noget koreansk terrorist røv.

Ene mand trænger Banning ind i Det Hvide Hus og skyder, slås og sprænger sig vej ned til en underjordisk beskyttelsesbunker, hvor præsident Benjamin Asher (Aaron Eckhart) bliver holdt til fange af den onde Nord Koreanske terroist Kang Yeonsak (Rick Yune), hvis mål er at få USA's militær til at trække sig ud af Korea og dermed ende krigen i landet, nå ja og samtidig sprænge alle USA's atomvåbensiloer i luften, for at hævne sine forældres død. Hele Nordamerikas skæbne hviler altså på Mike Bannings skuldre, men bare rolig; han har en plan. Skide godt, Egon!

… Instruktøren Antoine Fuqua har tidligere bevist, at han godt kan fortælle en god historie og at han også har styr på actionsekvenserne. Både "Training Day" og "Shooter" er fremragende eksempler på dette, men med "Olympus Has Fallen" har han lavet en stinkende l*** af en film, rent ud sagt.

Fuqua selv og samtlige medvirkende lader til at have slået autopiloten til, mens de gladeligt indkasserer deres milliongager uden skrupler. Karaktererne, især Mike Bannings, er papirstynde, næsten lige så tynde, som den fuldkommen latterlige historie manuskriptforfatterNE (!) har fået strikket sammen. Har disse mennesker ingen skam i livet?

Som filmelsker bliver jeg ganske enkelt rasende, når min tid bliver spildt af normalt talentfulde folk, der bare ikke gider gøre sig umage. Jeg kan ikke mindes, hvornår jeg sidst har set sådan en omgang tyndbenet åndsforladt action og patriotisk pladder. Manuskriptet minder mest af alt om noget, der var til overs fra de glade 80'ere. Den gang, hvor vi var vant til at se Rambo og John McClane klare ærterne, ene mænd, fordi de var karismatiske og filmene var underholdene. Men nu om dage ringer sådan et urealistisk plot falsk og dermed falder hele filmen fra hinanden nærmest fra starten af.

Kort sagt: "Oplympus Has Fallen" er spild af tid, spild af celluloid og spild af penge, både deres og dine. Du burde ikke en gang læse denne anmeldelse, for filmen fortjener virkelig ikke opmærksomheden. Hvis filmens terrorist Kang Yeonsak havde været smart og ville gøre noget godt, havde han sprunget denne film i luften med et atommissil – se dét havde været underholdende!

1/6 stjerner til Olympus Has Fallen