Oblivion

Oblivion | Universal Pictures | Directed by Joseph Kosinski | 2013 | 126 min | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Glem alt om Tom Cruise. Historien er stjernen i spændende science fiction-film.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Wall-E, da jeg så "Oblivion". Du ved, den lille skralderobot der er efterladt på jorden for at rydde op efter menneskene. Tom Cruises karakter Jack Harper lider nemlig lidt den samme skæbne. Han reparerer robotter på en jordklode, der er smadret efter en altødelæggende krig, hvor vi i kampen mod en udenjordisk race måtte ty til atomvåben. Vi vandt kampen, men mistede jorden der er ubeboelig på grund af den høje radioaktivitet.

Droiderne som Harper reparerer forsvarer nogle kæmpemæssige havanlæg, der tømmer verdenshavene for vand, som vi skal bruge på Titan, Saturns største måne, hvor menneskene har slået sig ned. De såkaldte kødgribbe (scavs) som angreb os er nemlig stadig på jorden, hvor de gør alt for at sabotere menneskenes forehavende.

Samtidig med rutinereparationerne er Harper plaget af tilbagevendende drømme, som han ikke kan forstå, og som alle handler om den samme pige, der står på toppen af Empire State Building. Hvem er hun og hvorfor drømmer han om tiden før krigen, hvor han slet ikke var født? Et nagende spørgsmål, der kun bliver endnu mere mystisk, da pigen dukker op i en rumkapsel fra et nedstyrtet rumskib. I live!

… "Oblivion" er en yderst vellykket science fiction-film, der konstant fik mig til at gætte på, hvad der nu ville ske.

Den er langsomt fortalt, men aldrig kedelig. Tom Cruise er fin i hovedrollen, men det er historien og de overraskelser den har at byde på, der er filmens stjerne. Et intelligent plot der formår at stille en masse spørgsmål, hvoraf nogen besvares mens andre klogeligt overlades til publikum, så mystikken og følelsen af noget der er langt vildere end vores fatteevne bevares.

Til at begynde med virker historien nu ellers temmelig banal. Tech-snakken præger den floskelfyldte dialog og Harpers forhold til sin makker og eneste menneskelige kontakt, Vika, synes udtænkt af en liderlig teenagedreng med hang til rugby. Men der er en mening med det hele, som langsomt afsløres i løbet af filmens spillelængde, hvor vi bliver klogere på Harpers fortid, kødgribbene og den kæmpemæssige rumstation, som huser kommandocentralen og de mennesker, som endnu ikke er sendt videre til Titan.

Kosinski har et godt greb om historien (og genren), der konstant er spændende, stemningsfuld og afsindig flot rent visuelt. Som en kontrast til Tron's mørke univers er "Oblivion" nærmest kridhvid. En farve(?) der gradvist ændrer sig i løbet af filmen i takt med Harpers opdagelser. En fin detalje.

Enkelte handlingsforløb skal ikke gåes for meget efter i sømmene, for så begynder historien at falde fra hinanden, men overordnet set er plottet ganske solidt og den verden Kosinski har skabt er yderst troværdig.

Kosinski har lånt fra flere kendte science fiction-værker, så både HAL9000 fra "Rumrejsen år 2001", ED-209 fra "Robocop" (de flyvende droider) og førnævnte "Wall-E" gemmer sig i filmens design og historie. Det giver en følelse af deja vu, men ikke på en negativ måde. "Oblivion" får lov at være sin egen, men viser sin kærlighed til genren ved at hylde de værker, som folkene bag ser op til.

Det er Joseph Kosinskis anden film som instruktør. Hans første var "Tron: Legacy", så man må sige, at hans CV allerede er temmelig imponerende. Med "Oblivion" har han lavet endnu en lækker og underholdende science fiction-film. Noget mindre nørdet end "Tron: Legacy", men stadig ægte science fiction. Mere af det, tak!

5/6 stjerner til Oblivion