Iron Man 3

Iron Man 3 | Marvel Studios | Directed by Shane Black | 2013 | 130 min | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Iron Man 3 lider af metaltræthed.

Jeg ved ikke, om jeg er ved at nå et mæthedspunkt for superheltefilm. Jeg tror det egentlig ikke, for jeg glæder mig som et lille barn til Zack Snyders "Man of Steel", der kommer senere på året. Alligevel kedede jeg flere steder under "Iron Man 3". Ikke fordi filmen som sådan er dårlig, men fordi den trods en masse nye tiltag og flere gedigne overraskelser ikke er så frisk og smart, som den selv tror. Jo, Iron Man bliver sat skakmat ret tidligt i filmen, og må kæmpe sig til tops fra bunden, men historiens skabelon er ikke desto mindre den alt for velkendte superhelteskabelon, som slutter med det uundgåelige, kæmpe opgør lige før rulleteksterne starter – se i øvrigt dem til ende; traditionen tro er der en lille godbid til allersidst.

Det fede ved Tony Stark og Iron Man er ellers, at han som sådan ikke er en superhelt. Tony Stark har ingen superkræfter. Starks intelligens og evne til at tænke hurtigt er hans egentlige superstyrke, og det er det, der gør ham interessant som person. Trods storhedsvanviddet føles han nemlig som et rigtigt menneske, der kan såres og dø. Det undrer mig derfor, at det ikke lykkes filmmagerne, at skabe en følelse af reel fare, når Stark kommer til kort overfor Iron Man 3's superskurk, The Mandarin. Og det er ikke fordi de ikke prøver. Iron Mans gadget-kælder bombes i smadder, Tony Stark får angstanfald og The Mandarin lykkes med alle sin terrorplaner, så vi burde frygte for Tony Starks liv. Kunne filmen være så fræk, at turde tage livet af en superhelt? Desværre nej, for Iron Man har hele tiden en overraskelse oppe i jernærmet. Og sådan skal det vel også bare være.

… Det er tydeligt, at der er en ny mand bag roret. Shane Black har overtaget instruktørtjansen fra Jon Favreau og det mærkes først og fremmest ved at Iron Man-universet er blevet mere brutalt og beskidt, mens dialogen er blevet endnu mere rapkæftet og one-liner-baseret end tidligere.

Faktisk er dialogen så rapkæftet at selv skurkene ser sig nødsaget til at kommentere det. De intertekstuelle referencer står i kø hele filmen igennem, hvor der skydes med skarpt mod actionfilms absurditeter, tales om begivenhederne i "The Avengers" og i det hele taget gøres kærligt grin med en genre, der altid balancerer på grænsen til det ufrivilligt komiske med alle sine kapper, flagermuseører og absurde gadgets.

Hvor dygtig Shane Black end er til at skrive rapkæftet dialog og ironisere over genren, er hans evner som historiefortæller desværre mangelfuld. Legesygen er der såmænd, som i Favreaus to første Iron Man-film, men det bliver aldrig til mere end det. På trods af et egentlig ganske fedt plot kommer historien nemlig aldrig op i omdrejninger og virker rodet, tilfældig og kedelig. Det kunne sagtens have været filmens styrke, og et forfriskende pust til superheltegenren, hvis stemning og personkarakteristik var kaotisk på en "Lethal Weapon"-agtig måde, men Black har ikke overblikket til den slags tricks, så filmens rodede struktur hæmmer filmen, der ender som en kedelig kolos, som uden tvivl er overordentligt underholdende i de enkelte scener, men som fejler som helhed.

Jeg tager hatten af for at Marvel turde hyre Shane Black, og han har da uden tvivl også tilføjet noget fanden i voldsk-hed til Marvel-universet på film, men "Iron Man 3" roder for meget rundt i sin egen historie, der aldrig bliver interessant nok til. at man suges ind i filmens univers og glemmer alt om tid og sted.

3/6 stjerner til Iron Man 3