Cloud Atlas

Cloud Atlas | Cloud Atlas Productions | Directed by Tom Tykwer, Andy Wachowski, Lana Wachowski | 2012 | 172 min | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Ambitiøst filmprojekt er ikke uden problemer, men ender med at imponere.

Livet har nok så mange pointer, som forældre kan forsøge at videregive til deres børn, men det vil oftest være børnenes egne oplevelser og erfaringer, der sætter sig fast og giver dem livserfaring. På en og samme tid menneskets største svaghed og styrke. Svaghed fordi vi ikke er effektive nok til at akkumulere erfaringer fra tidligere liv i det nyfødte barn, men så sandelig også en styrke, da det giver barnet mulighed for at udvikle sig i nye retninger, som er tilpasset den tid det lever i.

I "Cloud Atlas" er tanken ikke, at vi er i stand til at overlevere vores livserfaringer fra generation til generation, men at de handlinger vi foretager os igennem livet har betydning for eftertiden, hvad enten vores handlinger er gode eller onde – eller synes uendeligt ligegyldige i det vi udfører dem.

Vi er alle forbundne er Tykwer og Wachowskiernes budskab. En ædel tanke der giver det enkelte menneskes handlinger meget større betydning for eftertiden, end man normalt ville tillægge et simpelt liv uden de store begivenheder.

En pointe som kan nedfældes med få linier på et stykke papir, men som skal opleves for at give mening. Det synes i hvert fald at være tanken i "Cloud Atlas", der til at begynde med kaster tilskueren rundt i manegen og introducerer et utal af karakterer og historier i så hidsigt et tempo, at det er umuligt at danne hoved og hale på det hele. Hvem er de mennesker, og hvorfor skal vi følge dem? Hvorfor giver deres historier ikke umiddelbart mening og hvorfor skal vi frygte for en gedehyrdes liv uden at være emotionelt involveret i hans historie før kniven holdes for hans strube?

… "Cloud Atlas" besvarer flere spørgsmål end den stiller. Dermed ikke sagt at ambitionsniveauet ikke er højt, men selv om tankerne sættes i gang, efterlades man ikke med følelsen af, at svaret på livets store gåder lurer lige om hjørnet, som f.eks. den kryptiske slutning i "Rumrejsen år 2001" lægger op til.

"Cloud Atlas" imponerer som film på grund af sin fortællestil, der springer febrilsk mellem historier, som udspiller sig med flere hundrede års mellemrum, og som alligevel giver mening hen mod slutningen, hvor historiernes betydning for hinanden begynder at stå klart, og den rejse vi som publikum har været med på ikke kun er forstået på et intellektuelt plan, som var den blevet os fortalt, men også følelsesmæssigt, fordi vi på en måde har oplevet den på egen krop – en narrativ bedrift i mine øjne.

Det tog lidt tid før jeg for alvor blev engageret i historien, og det er nok ikke tilfældigt, for hvor ofte er det lige, at livet som helhed giver mening i det enkelte øjeblik. Livet kan kun leves i brudstykker, det er først med tiden, at vi kan begynde at skabe en historie af brudstykkerne, og hvis vi er heldige se en mening med det hele.

"Cloud Atlas" varer næsten 3 timer, men føles på ingen måde så lang. Trods den ekstremt fragmenterede fortællestil er de mange historier nemlig interessante at følge og kunne hver og en sagtens have båret deres egen film. Klassiske underholdningsfilm, der muligvis ikke ville lave større dønninger i filmhistorien, men som i samlet flok og i kyndige filmmageres hænder er blevet til noget større, mere ambitiøst og spændende.

"Cloud Atlas" er trods sin træge start original og underholdende, ekstremt godt lavet og helt klart et gensyn værd, hvor alle detaljer og forbindelser mellem filmens mange historier kan udforskes.

5/6 stjerner til Cloud Atlas