Zero Dark Thirty

Zero Dark Thirty | Columbia Pictures | Directed by Kathryn Bigelow | 2012 | 157 min | IMDb

Filmanmeldelse af Hugger

Kedelig, ustruktureret og træg åbning ødelægger den samlede filmoplevelse trods spændende afslutning.

Kathryn Bigelow leverede i 2008 den interessante og spændende "The Hurt Locker", der på alle måder var en vellavet (anti)krigsfilm. Den fik en Oscar, hvilket den fortjente, og det var en god film, selvom den også undervejs var lidt lang i spyttet til tider.

Nuvel, med katastrofer som "Point Break" på CV'et, må man sige Bigelow har formået at rejse sig som instruktør, og også i denne film leverer hun ganske godt håndværk!

Filmens start er dog kedelig og underligt uengagerende, trods 9-11, Bin Laden osv. Det skyldes nok, at vi ved, hvad der vil ske, vi ved Bin Laden har fået, hvad han fortjente (efter amerikanernes mening i hvert fald!) og vi kan ikke længere HELT hidse os op over 9-11, der trods alt fandt sted for 12 år siden.

Men efter den sjuskede start, begynder filmen at tage form. Filmens hovedperson overspiller til tider, også i en grad, der er irriterende, men filmens præmis om den unge smukke CIA-agent, der fra sin tidlige ungdom dedikerer sit liv til at finde manden bag 9-11, er ok udformet. Dog formår filmen aldrig rigtig at lade os komme ind under huden på hende, men det gør ikke noget, man aner dedikationen.

… Filmens afslutning er en forrygende, nøgtern men måske ikke helt realistisk fremstilling af det SEAL-team, der fandt og likviderede Bin Laden i dennes hus i maj 2011.

Dette ved man jo vil ske, men selve scenen, der er ganske lang, er flot udført uden unødigt drama og med tilpas spænding og realisme til, at man virkelig får pulsen op.

Dette er klart filmens bedste del, den sidste, og den virker på alle niveauer.

Samlet er filmen dog en rodet affære som nævnt, og derfor sniger den sig ikke op på mere end 3 stjerner.

Jeg synes bestemt, at der er gode takter, men Bigelow skal blive bedre til at pace sine film og tune sine manuskripter, for denne film varer 2 timer og 45 minutter, og den kunne sagtens have varet 45 minutter mindre under mere kyndige hænder.

Den ender nok med at rydde bordet til Oscar-gallaen sidst på denne måned, men det er bestemt ikke fortjent. Dog er det forventeligt, fordi den portrætterer en begivenhed, der helede et helt land, måske en hel verden, og satte en afslutning på et mørkt kapitel i USA's historie.

Om filmen så er et realistisk portræt af det, der virkelig skete, er uvist, CIA har været ude og sige, at der ikke blev anvendt tortur i den grad, filmen viser, men det er nok også lidt usandt, så vi havner nok et sted midtimellem – det gør filmen også!

3/6 stjerner til Zero Dark Thirty