Django Unchained

Django Unchained | Weinstein Company, The | Directed by Quentin Tarantino | 2012 | 165 min | IMDb

Filmanmeldelse af Hugger

Tarantino leverer varen, men kun lige – den gamle provokatør er ved at vælte i sin egen opfindsomhed og provokationer!

Tarantino er bestemt en genial instruktør, og med farverige mesterværker som "Pulp Fiction", "Kill Bill" og senest den aldeles vidunderligt voldelige "Inglourious Basterds" under sit bælte, må han siges at være en af filmbranchens største – nogensinde!

Det er også helt uden tvivl, at Tarantino altid er sin egen, han laver de film, han selv gider at se og de film, han har lyst til at lave. Han laver genrefilm, og har i den forbindelse taget kampen op (for det meste succesfuldt!) med genrer som japansk anime, kampsportsfilm, heist, pulp (!), grindhouse B-film og krigsfilm.

Med "Django Unchained" tackler Tarantino westerngenren (selv kalder han filmen en Southern), og denne gang kun med blandet succes!

Det er ikke en dårlig film, Tarantino laver aldrig decideret dårlige film, men den har nogle skavanker, som han som instruktør burde have været mere skarp på.

Filmen begynder fremragende, og man kommer lynhurtigt ind i universet og ind under huden på karaktererne. Der leveres solidt skuespil fra stjerner som Leonardo DeCaprio, Cristoph Waltz og ikke mindst Jamie Foxx, der cementerer, at han er en ganske habil skuespiller.

Filmens plot er et remake af en gammel western, der dengang som nu var udstyret med det obligatoriske Ennio Morricone soundtrack, langsomme kameraføringer og lignende træk, som vi blev vant til med 60'ernes westerns. Plottet er basalt set et plot om en sort slave, der emanciperer sig selv, bliver fri og efterfølgende leder efter sin store forsvundne kærlighed.

… Tarantino har i første halvdel af filmen godt fat i historien. Den ligger fint på vejen uden at slingre, men så hæves tempoet, og kørslen bliver mere hasarderet!

Tarantinos brug af teaterblod er voldsom, og især i filmens sidste 30 minutter er der et overforbrug heraf, der ikke klæder historien. Filmen bliver unødigt og ufrivilligt komisk, ligesom plotvalg bliver ulogiske og usammenhængende.

Gode skuespillere som Christoph Waltz begynder efter en solid, medrivende start, at blive en slags parodi på sig selv, som om instruktøren begynder at tro for meget på sin egen genialitet i stedet for at sikre, at filmen ender helstøbt. Filmen bliver hektisk og lidt ustruktureret, og så er den altså også 30 minutter for lang!

Der er masser af sjove scener, masser af brug af ordet ”nigger” og masser af gunfights og blod. Der er masser af Tarantino-dialog, der dog ikke er så sprudlende og frisk, som den tidligere har været.

Jeg tror ikke Tarantino, når han kigger tilbage på denne film, tænker, at det er en af hans bedste. Jeg tror ikke engang han reelt selv er helt tilfreds med den – den virker til tider forceret og presset, og det er en skam, for den kunne sagtens være blevet på niveau med bl.a. "Inglourious Basterds". Det er den ikke, langt fra, men eftersom det er en Tarantino-film, så er det ikke helt skidt, tværtimod. Det er en ganske underholdende film med masser af gode, mindeværdige scener, men jeg havde nok forventet langt mere fra ham – og det er jo egentlig hans egen skyld!

4/6 stjerner til Django Unchained