Hypnotisøren

Hypnotisøren | SF-film | Directed by Lasse Hallström | 2012 | 120 min. | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Triviel krimi med fint skuespil.

"Hypnotisøren" er endnu en skandinavisk kriminalfilm, som er baseret på en succesfuld bog, jeg ikke har læst. Og fred være med det. Hvis man er til den skandinaviske krimigenre må det være fantastisk med så rigt et udbud.

Svenskerne har hentet deres landsmand Lasse Hallström hjem fra Hollywood, hvor han af uransaglige årsager har huseret de seneste årtier. Som instruktør en middelmådig herre, der kan få selv de mest interessante oplæg til at føles uendeligt langtrukne.

Det gælder for så vidt også "Hypnotisøren", som – bortset fra piloten til tv-serien "New Amsterdam" – er det første seriøse forsøg Hallström har gjort sig ud i krimigenren.

"Hypnotisøren" er efter sigende en glimrende bog. Jeg ved det ikke. På film er historien en lettere forudsigelig og flere steder ret utroværdig affære, der ikke holder sig tilbage, når det gælder bestialske mord, men som overrasker positivt med sin personskildring, der er langt bedre end man kan forvente af genren. Hallström er en glimrende personinstruktør.

… Mikael Persbrandt, Lena Olin og Tobias Zilliacus er virkelig gode som henholdsvis hypnotisøren, dennes kone og kriminalbetjenten, der er besat af at opklare de brutale mord på en familie.

Der fortælles meget langsomt og stemningen er tung. Det får de aggresivt klippede mord til at fremstå meget voldsomme. Som en stærk kontrast til den døs af sovepiller og skænderier, der præger hypnotisørens hverdag. Men mordene på den myrdede familie får hurtigt lov til at træde i baggrunden, og det virker underligt, når man tager familiens yderst brutale nedslagtning i betragtning. Hvorfor gøre så stort og blodigt et nummer ud af det, når filmen stort set ikke beskæftiger sig med, hvem de var?

Mordmysteriet er ganske vist filmens omdrejningspunkt, men det er forholdet mellem hypnotisøren og hans kone der bruges krudt på. Det er ikke fordi filmen er et fuldblods ægteskabsdrama med forløsning og morale, men forholdet mellem de to er så tilpas nuanceret skildret, at det føles troværdigt og ægte.

Deres ægteskabelige problemer får bare alt for meget plads. Det virker ærligt talt som om Hallström hellere har villet lave et ægteskabsdrama om utroskab og mistillid end en rendyrket krimi. Det medfører en række uelegante krumspring i historien, der kun har til formål at trække opklaringen af mordene i langdrag, så vi kan bruge mere tid på hypnotisørens konstant sure kone og deres skænderier.

Hvis blot Hallström havde formået at hæve mordmysteriet over det trivielle og dermed skabe en bedre balance mellem mord og ægteskabsdrama, ville filmen virkelig stå stærkt, men han er på usikker grund, og det kan især mærkes, når han bevæger sig ud i uhyggens afkroge, hvor virkemidlerne hører mere hjemme i en John Carpenter-gyser fra 1970'erne end en moderne krimi.

Vi hygger os med mord i skandinavien. Briterne gør det også. "Hypnotisøren" er blot endnu et skud på stammen af den overflod af mordmysterier, vi beriges/forbandes med hvert år. Som krimi en triviel affære, som ægteskabsdrama noget mere interessant. Mere egnet som tv-film søndag aften end som biograffilm. Der kræver vi som publikum noget mere. Og der kan "Hypnotisøren" altså ikke levere.

3/6 stjerner til Hypnotisøren