Titanic – 100 Years Below – Deluxe Centenary Edition

Titanic – 100 Years Below – Deluxe Centenary Edition | Amazon.co.uk | Directed by  | | | IMDb

Filmanmeldelse af Steenberg

Imponerende bokssæt med alt, hvad du behøver at vide om Titanicforliset.

For nyligt anmeldte jeg bokssæt-udgaven af James Camerons "Titanic" her på filmkorn, og selvom filmen stadigvæk holder var jeg knap så imponeret over det fysiske ekstramateriale.

Men hvis du er interesseret i historien om Titanic, fra skibet blev bygget til det sank på jomfrurejsen, de efterfølgende mytedannelser og virkelig vil have valuta for pengene, så er dette i den grad bokssættet for dig.

Sættet kommer i en rigtig lækker æske i en meget tyk papkassette. Æsken kan foldes ud og afslører tre "rum" med rigtigt lækkert og gennemarbejdet indhold:

  • Rum 1 indeholder 26 genoptryk af diverse interessante dokumenter; bl.a. oversigtskort over Titanic, identitets kort og telegrafbeskeder – bl.a. SOS beskeden fra Titanic til skibet S.S. "Birma" – brevvekslinger, postkort med mere. Alt genoptrykt på forskelligt udseende papir der giver et gammelt og autentisk udseende.
  • Rum 2 indeholder bogen "The Story Of Titanic" af Henry Hirst. En lækker indbundet bog på 132 sider (20,5 x 13,5 cm), der gennemgår hele historien om Titanic; både om rederiet "White Star Line", selve forliset og de efterfølgende høringer. Bogen er rigt illustreret med billeder af skibet, dets passagerer og besætning, avis udklip med mere.
  • Rum 3 indeholder selve DVD-boksen og den består af 3 x DVD'er med i alt 6 dokumentarprogrammer produceret af A&E Television Networks for The History Channel. Alle 6 programmer er præsenteret i 4:3 fullframe og desværre kun med hollandske undertekster, som dog er mulige at fjerne. Samlet spilletid ca. 8 timer.

De seks dokumentarprogrammer er:

  • Titanic´s Final Moments: Missing Pieces
  • Lost Worlds: Building The Titanic
  • Titanic's Achilles Heel
  • Modern Marvels: Titanic Tech
  • Titanic: Death Of A Dream
  • Titanic: The Legend Lives On

Sættet indeholder også en CD med genindspilninger af 25 musiknumre, der var populære på den tid.

I løbet af 8 timers dokumentarprogrammer om samme emne er der selvfølgelig gentagelser, men programmerne tager udgangspunkt i forskellige aspekter om skibet og forliset og er derfor stadig både informative og underholdende. Det er nok de færreste der kan holde til mere end et program på en aften.
"Titanic,

Amazon.co.uk

Det er yderst sjældent, at man ser dokumentarprogrammer få sådan en flot bokssæt-udgivelse, men man kan da håbe, at dette sæt vil sætte standarden for fremtidige udgivelser og ikke mindst at en dansk distributør vil købe rettighederne og udgive det i Danmark. Sættet kan købes hos Amazon.co.uk.

Selve DVD-boksen med de 6 dokumentarprogrammer kan også købes i løssalg (uden CD).

Er du til mere Titanic kan jeg endvidere anbefale bøgerne "En Nat Man Husker" af Walter Lord, bogen som anses for hovedværket indenfor Titaniclitteratur og "Danskerne På Titanic – Skibskatastrofens skæbner" af Michael Müller.

5/6 stjerner til Titanic – 100 Years Below – Deluxe Centenary Edition