Sinister

Sinister | Alliance Films | Directed by Scott Derrickson | 2012 | 110 min | IMDb

Filmanmeldelse af Hugger

Effektiv og gennemført uhyggelig film, der forlader sig på den gode historie frem for det lette gys.

Alt for ofte er vi i de seneste år blevet præsenteret for gyserfilm, hvor stemning og plot er blevet groft tilsidesat til fordel for effektjageri, billige gys og lette valg. Det har betydet, at vi har set en masse gyserfilm, der hverken holder når de kommer ud eller for eftertiden.

Film som ”Saw”, ”Hostel” eller lignende voldsporno er ikke uhyggelige, men derimod bare ulækre. I takt med at der laves flere og flere af den slags, bliver de dårligere og dårligere. Film som ”Paranormal Activity” forsøgte at vende tilbage til det klassiske gys, med blandet held, men den virkede faktisk okay i mine øjne.

Med ”Sinister” mener jeg, at genren har fundet sine ben igen.

Filmen handler om en familie, hvor far er forfatter og skriver bøger om grusomme drab og deres (manglende) efterforskning af politiet og manglen på opklaringen deraf. Der er tale om modbydelige historier, som hans familie ufrivilligt inddrages i, fordi han skriver bøgerne tæt på det sted, hvor grusomhederne har fundet sted. Sammen med sin familie flytter han (uden af fortælle sin kone noget!) ind i et hus, hvor en familie grusomt er blevet hængt og dræbt på nær en datter, som er sporløst forsvundet. På loftet finder han en kasse med smalfilm, der hurtigt åbenbarer, at drabet i huset måske ikke var det eneste begået af gerningsmanden, og at gerningsmanden måske ikke er et normalt menneske.

…Filmen leverer en langsom, klædelig og meget anspændt opbygning, hvor man langsomt kommer ind under huden på hovedpersonerne, så man føler den connection der kræves, for at man går op i deres skæbne.

Filmen er stærkt plotdrevet, og plottet er djævelsk godt. Man sidder konstant og gætter, håber og gyser ved tanken om, hvad der er sket i forbindelse med mordene, og langsomt udvikler plottet sig i en retning, så man kun ængstelig kan følge med på sidelinjen.

Det der er filmens klare styrke, udover stærke skuespilspræstationer og det gode plot, er at filmens gysereffekt skyldes opbygningen, forbindelsen til de troværdige hovedpersoner i den og ikke mindst, at historien er så godt skruet sammen. Den forlader sig ikke i opbygningen til billige gys eller teaterblod, og da de effekter endelig kommer er ens nerver så flossede, at man oprigtig skræmmes af dem (more so, hvis der sidder to teeangetøser bagved, der skriger HØJT, hver gang det sker).

Filmens start er solid og skaber det fundament der gør, at slutningen, klassisk og ond, som den bør være i en god gyser, virker stærkt og effektivt.

Der er tale om en film, der giver sig tid til at fortælle en god historie, den slags man husker fra sin barndom rundt om lejrbålet på lejrturen, og det er en film, der klædeligt går udenom alle de billige tricks, vi er blevet udsat for gennem tiden i form af standardgys og det der var værre, hvilket er dejligt.

Jeg elsker gysergenren, og denne film er en klassisk tilbagevenden til det rene, gode og nervepirrende gys, der virker på alle de planer, den forsøger at virke på.

5/6 stjerner til Sinister