Taken 2

Taken 2 | Europa Corp. | Directed by Olivier Megaton | 2012 | 91 min | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Blottet for energi og nerve.

Vi har ikke holdt os tilbage med at rose den første "Taken" her på filmkorn.dk. En yderst vellykket actionfilm, der ganske vist byder på flere usandsynligheder, men som rent faktisk også er spændende. Noget af en sjældenhed i actionfilmgenren, der oftest fokuserer på de spektakulære optrin fremfor følelsen af egentlig fare.

Størstedelen af æren for etterens succes kan tilskrives Liam Neeson, hvis imposante fysik og troværdige skuespil løftede filmen adskillige gange over den gængse actionfilm, ligesom instruktøren Pierre Morel leverede solidt håndværk med en perfekt pacing, velkoreograferede slåskampe og en intens og velstruktureret historie, hvor skurkene er både skræmmende og uhyggelige i al deres afstumpethed.

…Stort set alt det der fungerede så godt i "Taken" er helt til hundene i "Taken 2" – for nu at bruge en analogi fra filmen.

Actionscenerne er drænet for energi, lydsiden er flad, klipningen uinspirerende, historien kedelig, skurkene fesne og utroværdighederne så utroværdige, at de selv for en actionfilm er umulige at se igennem fingre med. Flere steder er filmen endda himmelråbende dum, som da Bryan Mills datter render rundt på Istanbuls tage og smider håndgranater, så faderen kan lokalisere hende ved hjælp af bragene.

Den talentløse instruktør Oliver Megaton har svært ved at få noget positivt ud af det mildest talt elendige manuskript, som Luc Besson og Robert Mark Kamen har skrevet. Venstrehåndsarbejde af værste skuffe og en fornærmelse mod de mange fans af den første "Taken", der denne gang fodres af med en slatten karklud, som kun kan være sat i verden i et forsøg på at lukrere på den første films succes.

Luc Besson har lovet, at der ikke kommer flere fortsættelser til "Taken". Tak for det!

2/6 stjerner til Taken 2