Skyfall

Skyfall | Metro-Goldwyn-Mayer (MGM) | Directed by Sam Mendes | 2012 | 143 min | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

English Beauty.

Daniel Craig spiller i "Skyfall" James Bond for tredje gang. I de to første film blev han etableret som karakter, og filmserien på sin vis rebootet, da man efter 11. september 2001 blev tvunget i en mere alvorlig retning.

"Casino Royale" føltes trods flere gode tiltag som gammel vin på nye flasker, mens "Quantum of Solace" lagde sig i kølvandet på Bourne-filmenes rå og virkelighedsnære actionstil – og fejlede stort pga. en alt for rodet historie.

Jeg havde egentlig forventet, at Craig med sin tredje Bond-film havde fået etableret sig så godt som James Bond, at et gammeldags Bond-eventyr var indenfor rækkevidde, men heller ikke denne gang følges den oprindelige opskrift. Bond er åbenbart ikke længere blot en vittig, smokingklædt agent med ret til at dræbe. Han er et menneske, der kan fejle – og dø.

Handlingen er på sin vis enkel. Kort fortalt udsættes MI6 for et terrorangreb, der har forbindelse til M's fortid. Bond ser sig nødsaget til at udrede trådene og bliver trukket gevaldigt rundt i manegen af både M og filmens skurk, der først dukker op sent i filmen, og som ikke skuffer i form af Javier Bardems mareridtsagtige Raoul Silva. Af udseende en af nyere Bond-histories mest mindeværdige skurke.

…Det skorter ikke på action, gadgets og biler (især én bil skal nok vække jubel blandt de mandlige fans), men actionscenerne er knap så dominerende som tidligere tiders Bond-film, der ofte var så overdrevent opfindsomme, at de ganske vist fik publikum til at tabe kæben, men somme tider også tenderede det ufrivilligt komiske.

Skurken er også mere nedtonet. Væk er den megalomane skurk med de vanvittige planer om at overtage verdensherredømmet, og som altid besejres få sekunder før James Bond får stoppet dommedagsmaskinen, der skal gøre det af med os alle sammen. Fjenden er blevet en flygtig størrelse, der med en laptop og en internetforbindelse kan lægge hele verden ned med et museklik. Trusselsbilledet er med andre ord blevet aktuelt, mere virkelighedsnært og langt mere skræmmende.

På en gang forfriskende, men også med til at fjerne det grandiose som gjorde de fleste af de gamle James Bond-film så fantastiske. James Bond er jo indbegrebet af eskapisme, og der er virkeligheden altså kommet for tæt på i "Skyfall". Fra skurkens mentale tilstand og motiver til den Peckinpah-agtige slutning, der i sin rå og brutale billedstil minder mere om noget fra "Straw Dogs" end et klassisk James Bond-opgør.

Når det er sagt sidder filmen stadig i mig her et døgn efter jeg så den. Det kan jeg ikke huske, at nogen Bond-film tidligere har gjort. Det skyldes nok mest af alt, at Mendes tør dvæle ved sine karakterer og lade dem komme til live. Bond er ikke længere den ukuelige helt, som vi kender ham, men et kompliceret menneske med fejl og skyggesider. Det er med til at skabe en melankolsk stemning i filmen, der er meget atypisk for en James Bond-film, og som fjerner den lethed og elegance, jeg normalt forbinder med filmserien.

…Men hvorfor skal James Bond være så menneskelig? Han er jo en larger than life agent, der ved og kan alt. Den ultimative helt.

Så hellere små glimt af følelser, som i den rørende slutning i "On Her Majesty’s Secret Service", der fint følges op i åbningsscenen af "For Your Eyes Only". Eller som i "Octopussy", hvor Bond panisk råber "Let me go dammit, there’s a bomb in there!", da han febrilsk forsøger at komme hen til en bombe gemt i en cirkuskanon. Den ene replik og Moores fortvivlede ansigstudtryk, gør meget mere for Bond som karakter end at lade ham falde til flasken og lade skægget gro. Kontrasten til den kulørte del af Bond er nemlig større og dermed mere virkningsfuld. Som om Bond vil fortælle os, at vi har haft det sjovt, men nu er det altså alvor.

Nok om det …

"Skyfall" er på en gang en hyldest til og en fornyelse af James Bond. En hyldest fordi den kærligt driver gæk med de ældre Bondfilm og en fornyelse fordi den tager afsked med flere af de velkendte Bond-ingredienser.

Det er netop de manglende ingredienser, der gør, at "Skyfall" ikke føles som en James Bond-film i klassisk forstand. James Bond er jo en skabelonfilmserie, hvor det er okay at afvige lidt fra formularen, men endelig ikke for meget, for så kunne man lige så vel lave et originalt filmværk om en hvilken som helst anden hemmelig agent.

Men mon ikke den fjerde film med Craig som Bond bliver en endnu mere vellykket fusion af nyt og gammelt, for der lægges i den grad op til at James Bond er blevet rebootet endnu engang, og at nogle af de velkendte Bond-ingredienser er på vej tilbage i serien.

Og så er det da også værd at nævne, at "Skyfall" er en ganske smuk film at se på, hvad enten Bond entrerer et flydende casino i Macau eller slår på tæven i en silhuetslåskamp i Shanghai med blåtonet neonlys som baggrund. De flotte totalbilleder fra 1960'erne og 1970'ernes James Bond-film er nemlig tilbage og de hurtige nærklip og rystede kamerature er ude i kulden. Herligt!

4/6 stjerner til Skyfall