Dredd 3D

Dredd 3D | DNA Films | Directed by Pete Travis | 2012 | 95 min | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Ekstremt voldelig. Ekstremt kedelig.

Judge Dredd, der så dagens lys i 1977, er måske ikke den mest velkendte figur i tegneserieverdenen, men han har alligevel haft så stor populærkulturel betydning, at der nu er lavet to spillefilm om ham. Sylvester Stallone portrætterede ham først i den ikke videre vellykkede "Judge Dredd" fra 1995, og nu er det så Karl Urbans tur – og han gør det godt.

Det gjorde Stallone for så vidt også, men som det var tilfældet med Dredd anno 1995, er også den nye udgave hæmmet af en alt for spinkel historie. Det gør det svært at engagere sig i Judge Dredds strabadser, som i denne omgang går ud på at bekæmpe en hurtigt ekspanderende forbryderorganisation, der har forskanset sig i højhusfæstningen Peach Trees, hvor de udvikler Slo-Mo. Et nyt designerdrug der får misbrugeren til at opleve verden 100 gange langsommere end normalt. Det illustreres på visuelt opfindsom vis i ekstreme slow-motionbilleder med overmættede farver og stjerneglimmer. En effekt jeg er sikker på filmskaberne stolt vil dissekere, når der skal laves kommentarspor til dvd og blu-ray. Effekten vises nemlig rigtig mange gange og er cool at se på første og måske anden gang, men ikke tredje, fjerde og femte gang.

…Af en actionfilm at være er "Dredd" overraskende udynamisk i sin fortælle- og klippestil, og det er altså et stort problem, når historien ikke har mere at byde på, for hvad skal så få adrenalinen til at pumpe?

Det hjælper lidt på filmens manglende historie, at Dredd får hjælp af den synske lærling Cassandra, som muligvis er dommermateriale. Det er i samspillet mellem de to at filmen underholder mildt, og følelsen af at noget er på spil svagt anes. Cassandras engleagtige udseende og blide væsen er en fin kontrast til Dredds sammenbidte, Clint Eastwood-attitude og er med til at gøre filmen bare en smule interessant. Man fornemmer en tiltagende gensidig respekt mellem de to i takt med at kuglerne fyger om ørene og situationen tilspidses, men filmen prioriterer at svælge i grafisk, udpenslet vold af den kvalmende slags, så det fører ingen vegne.

Jeg tror egentlig godt, at Alex Garlands screenplay kunne have fungeret, hvis instruktør Pete Travis havde evnet at give filmen den nerve, som f.eks. John Carpenter's "Assault on Presinct 13" eller James Camerons "Aliens" besidder, men som med hans film "Vantage Point" fokuserer han mere på stil end substans og det keder altså i længden. "Dredd 3D" er faktisk dødssyg.

Tilbage står kun at tilføje, at Mega City One er flot realiseret og at filmens visuelle udtryk er lækkert, hvilket nok især kan tillægges Anthony Dod Mantles fotografering. 3D-effekten er som sædvanlig ikke noget at skrive hjem om. Den er tilstede, men forstyrrer mere end den gavner.

Dommen er hård. "Dredd 3D" får 2 stjerner.

2/6 stjerner til Dredd 3D