Moonrise Kingdom

Moonrise Kingdom | Scott Rudin Productions | Directed by Wes Anderson | 2012 | 94 min | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Wes Andersons mest helstøbte film.

Wes Anderson har for vane at lave skæve film. Nogen gange så skæve, at den gode historie træder i baggrunden til fordel for Andersons skøre indfald.

Med "Moonrise Kingdom" formår Anderson at kombinere de skøre indfald med en god historie, hvilket i mine øjne gør det til hans bedste film til dato.

Året er 1965. På en ø i New England følger vi den fåmælte pige Suzy, der stikker af hjemmefra for at mødes med den forældreløse spejderdreng Sam, som hun har mødt én gang året forinden. De er forelskede og begiver sig sammen ud på en spændende rejse på flugt fra excentriske forældre, vanvittige spejdere, den lokale politibetjent og kvinden fra socialforvaltningen, der vil smide Sam på børnehjem.

Og det er der kommet en rigtig sød og finurlig film ud af.

De to børns oplevelser er som en tidsrejse tilbage til barndommen, hvor alt var muligt og verden endnu var magisk.

…På en gang melankolsk og opløftende. Barnlig uden at blive pjattet. Rørende uden at blive alt for sentimental. Skør uden at miste jordforbindelsen. "Moonrise Kingdom" veksler fint mellem de mange stemningslag, som filmen er bygget op af.

De to hovedpersoner spilles af debutanterne Kara Hayward (Suzy) og Jared Gilman (Sam), og de spiller forrygende. Begge to er ualmindeligt charmerende og med så nuancerede ansigtsudtryk, at man slet ikke kan få nok af at kigge på dem. Fra Suzys dybe, triste øjne til Sams krøllede mund er det en sand fornøjelse, at være med på den lille (store) rejse de to børn begiver sig ud på. Man nyder deres gammelkloge fortolkninger af verden, og den måde de vokser i hinandens selskab, og man tror på deres forelskelse, som går fra at være platonisk til sanselig på det niveau to pre-teenagere nu kan håndtere.

Anderson forfalder heldigvis ikke til stereotype børneportrætter. Suzy og Sam er intelligente børn, der ser på verden med kloge omend barnlige øjne. Stadig omhyllet af barndommens uskyld, men på tærskelen til det voksne livs alvor og forpligtelser. Det gør dem vedkommende som mennesker, så man forundres og betages af de samme ting, som de gør, og mindes, hvordan man selv oplevede verden i den alder.

"Moonrise Kingdom" er fyldt med spøjse karakterer, der passer godt til Andersons fortælling. De er underlige, pudsige og sære, men aldrig i en sådan grad, at de føles utroværdige eller fjerner fokus fra den fine historie. De føles som en naturlig del af Andersons nostalgiske verden. Som rigtige mennesker.

Det er svært ikke at komme i godt humør over filmen. Lun, varm, spøjs og livsbekræftende på sin egen excentriske måde.

Da rulleteksterne løb over lærredet, havde jeg allerede lyst til at se filmen igen.

5/6 stjerner til Moonrise Kingdom