Prometheus

Prometheus | Brandywine Productions | Directed by Ridley Scott | 2012 | 124 min | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

I rummet kan ingen høre dig snorke.

Ridley Scott har to skelsættende science fiction-film i bagagen, hvoraf "Alien" allerede har affødt adskillige fortsættelser, efterligninger og spin-offs, mens "Blade Runner" er på vej med sin første fortsættelse.

"Prometheus" er seneste skud på stammen og Scotts tilbagevenden til det univers han selv var med til at skabe i 1979. En prequel til begivenhederne i "Alien", hvor rumskibet Nostromo opfanger et nødsignal fra planeten LV-426, der gemmer på den frygtede xenomorph (alien).

"Alien" er i manges øjne den bedste film i franchisen. Et originalt sci-fi og horror mesterværk, der gjorde Scott til en a-liste instruktør og som beviste, at man med de rette kreative kræfter og et ordentligt budget kunne gøre et b-filmplot til seværdig filmkunst.

…Ridley Scott har gjort det klart, at fokus i denne omgang ikke er på de frygtindgydende bæster, men de lurer skam i kulissen.

Scott har altid tænkt visuelt og det understreger "Prometheus" med al tydelighed. Fra de bjergtagende billeder i filmens flotte åbningssekvens til det gennemførte design af rumskibe og udenjordiske konstruktioner. Der er uden tvivl lagt et kæmpe arbejde i at give filmen et stærkt og originalt visuelt udtryk, og "Prometheus" er da også en imponerende film at se på. Selv i 3D, som Scott har forsvoret bliver hans fremtidige optageformat – ligegyldigt genre.

‘Prometheus’ lægger godt ud med et fascinerende mysterie om en helt speciel planetkonstellation, der er fundet på malerier og stentavler, som på tværs af tid og kontinenter har tilhørt nogle af de tidligste civilisationer på jorden. Planetkonstellationen findes kun ét sted i verdensrummet, og det ægger en gruppe forskere til at søge efter de menneskelignende skabninger, der er afbilledet sammen med planeterne.

Som publikum har vi allerede fået en forsmag på de afbillede skabninger, da vi i filmens åbningsekvens præsenteres for et menneskelignende væsen, der synes at ofre sig selv ved hjælp af noget sort, flydende stads, som får skabningen til at gå i opløsning på DNA-niveau og i et med omgivelserne – der meget vel kunne være en tidlig moder jord. Af jord er du kommet til jord skal du blive synes at være devisen. Er ekspeditionen på vej mod vores skabere?

Det er de måske, men det fantastiske oplæg forplumres hurtigt af en rodet historie, dårlig karakterudvikling og en række irriterende, letkøbte handlingsforløb.

Ekspeditionens deltagere er en broget skare af underudviklede karakterer, hvis utiltalende fremtoning gjorde, at jeg hurtigt mistede interessen for deres skæbne. Desværre et hyppigt problem i mange af Ridley Scotts film. Mest interessant er Michael Fassbender, der giver Ian Holm kamp til stregen som høflig androide med en skjult dagsorden, mens Charlize Theron gør en god figur som kølig repræsentant for industriimperiet Weyland Corporation. Naomi Rapace derimod kæmper med sin svenske accent, som kommer og går i et væk. Hun er i det hele taget fejlcastet i rollen som den stærkt religiøse arkæolog, der skal give åndeligt modspil til den højteknologiske ekspedition.

Skuespillerne bliver heller ikke ligefrem hjulpet på vej af dialogen, der når det går rigtigt galt virker forceret og klodset, som da en af besætningens medlemmer – efter en ufrivilligt komisk kunstpause – kommer med en "afsløring", der er en sæbeopera værdig.

…Jeg har svært ved at se, hvad Scott og manuskriptforfatterne vil med filmen. De eksistentielle overvejelser den gør sig undervejs overstiger aldrig diskussionen om hønen eller ægget kom først, og hvis den forsøger at fortælle os noget om menneskets nysgerrige natur og behov for at tro på noget, så har jeg svært ved at se den dybere mening.

Man fornemmer en prikken til menneskets og de multinationale selskabers grådighed, og der lægges svagt op til en etisk diskussion af genmanipulation, men det er ikke noget der for alvor sætter tankerne i gang. Mest interessant er det når Scott berører temaet fra "Blade Runner" om det evige liv og ønsket om at møde sin skaber, og så kommer filmen med en ret fiks forklaring på menneskets krigeriske natur.

At filmen ikke er så dyb, som den selv tror, er imidlertid ikke dens største problem. Det er langt mere problematisk, at den falder i nogle pinlige klichéhuller, der ikke hører til i et så ambitiøst projekt. Jeg blev gentagne gange irritereret over ekspeditionens argumenter for at gøre det den gør, ligesom flere af personernes reaktioner på de fremmede omgivelser er latterlige. De virker nærmest ligeglade med de skelsættende opdagelser, de gør sig, og i situationer, hvor ethvert fornuftigt menneske ville lure forestående farer, synes besætningen på Prometheus at besidde en meget lav IK. De panikker, når der ikke er nogen synlig grund og er latterligt afsplappede i situationer, der råber på rå handlekraft. Hvorfor løber et besætningsmedlem f.eks. ligeud for at undgå at få et aflangt rumskib i hovedet, når det med al tydelighed ville føre til et længere liv at springe ud til siden? Og hvad sker der for den usympatiske geolog og karteograf der farer vild på trods af at han tidligere i filmen har proklameret, at han lever og ånder for sten – og jo netop har kortlagt de stengange han render rundt i. Monstro også hans skæbne er forseglet?

Man aner potentialet og der lægges suverænt ud, men i det store hele er "Prometheus" et forfejlet, overkompliceret forsøg på at afmystificere alien-universet og stille nye spørgsmål, der efterlader tilskueren i mørket fremfor at mane til diskussion. Filmen stiller skam flere interessante, eksistentielle spørgsmål, men de drukner i den klodsede historie, der ender i et ligegyldigt monsterorgie, som mindsker lysten til at se den fortsættelse, der lægges op til. Tilbage står en vanvittigt flot science fiction-film, der efter en tryllebindende første time vælger de lette løsninger fremfor de provokerende og tankevækkende, som Ridley Scott havde lovet os.

2/6 stjerner til Prometheus