Wrath of the Titans 3D

Wrath of the Titans 3D | Legendary Pictures | Directed by Jonathan Liebesman | 2012 | 99 min | IMDb

Filmanmeldelse af Hugger

Guder, helte og dæmoniske afguder tørner endnu engang sammen i overdådigt over-the-top actionbrag i 3D.

Etteren var ok, og trods en elendig 3D-konvertering visuelt imponerende, ligesom den med sin simple, men spændende religiøse historie var effektiv. Den var klart bedre end den original, den var et remake af, men noget mesterværk var det ikke, og nogen stor film var det heller ikke. Men den var underholdende, og det var faktisk dens eneste mission!

Etteren tjente ganske udmærket, så det var vel bare et spørgsmål om tid, før toeren ville komme, og den er her nu i form af ”Wrath of the Titans”.

Toeren handler igen om Perseus, den store græske halvgud, der er søn af Zeus. Han får hjælp af dronning Andromeda, en menneskekvinde, der tager hele verdens ve og vel på sine, ganske brede og trænede, skuldre!

Hvor det i etteren var Hades, Zeus's bror, der var skurken, som forsøgte at bringe verden til en ende ved brug af en enorm blæksprutte (The Kraken), så er det i denne film selveste Zeus' og Hades' far, den verdensomstyrtende ”Kronos”, lavet af lava, CGI og masser af fantasi, der forsøger at gøre kål på livet for alle mennesker og livet, som vi kender det! (Ja, de havde god fantasi, de grækere!)…

Igen må Perseus sætte ud på sin flyvende hest Pegasus for at redde verden!

Jeg kan godt lide filmen!

Effekterne er faktisk imponerende flotte, og skuespillet er også ok. Både Liam Neeson og Ralph Fiennes gentager deres roller som henholdsvis Zeus og Hades, og derudover er der et ganske fint persongalleri, med både kendte og ukendte skuespillere, der leverer varen, men heller ikke mere!

Filmens plot er mere kompliceret end etterens, men stadig til at følge med i, og faktisk synes jeg, at filmen er bedre end etteren, fordi der kommer mere af den spændende græske mytologi ind i den.

…Filmens actionsekvenser er bragende flotte, og man nyder turen, også i 3D, der i denne film er mindre forstyrrende end det plejer. De supplerer filmens spændende historie godt, uden at dominere.

Det er solid underholdning, der kører i højt gear fra starten af, og ligesom med etteren, bliver der ikke brugt meget tid på at karakterudvikle – den hæsblæsende kamp for menneskehedens eksistens går i gang med det samme. Det gør ikke noget, og der er tale om rigtig god underholdning, smæk for skillingen og en tur, der selvom den er glemt, når man forlader biografens mørke, stadig er sjov at være med på!

Den er bedre end etteren, men ikke så meget bedre, at den skal have højere karakter. Etteren fik 4 stjerner, det får denne film også, dog med pil op ad, fordi den simpelthen har en bedre og mere interessant historie.

Det er god popcornunderholdning, men ikke mere, og så længe du går ind i salen med den forventning, så bliver du ikke skuffet.

4/6 stjerner til Wrath of the Titans 3D