The Hunger Games

The Hunger Games | Color Force | Directed by Gary Ross | 2012 | 142 min | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Tankevækkende og underholdende.

Alle sejl har været sat til. Hypet som arvtager til Twilight-filmenes succes, og baseret på en bestseller-bog. Det kan næsten kun gå galt.

Men nej, "The Hunger Games" er blevet en bragende succes både økonomisk og blandt anmelderne – og i modsætning til Twilight-serien har den rent faktisk fortjent det.

Som afløser for Twilight-seriens frigide emo-hætte (ja ja, jeg ved godt hun får så hatten passer i seneste film) er hovedpersonen i "The Hunger Games" et menneske af kød og blod, som hverken er irriterende, emotionelt ustabil eller ude af stand til at tage en beslutning. En urealistisk teenager siger du? Nej, for Jennifer Lawrence evner at gøre Katniss Everdeen både troværdig og elskværdig. Det skyldes dels hendes evner som skuespiller, men også et ordentligt manuskript, der indenfor genren giver karakteren luft til at udvikle sig.

Efter en fornuftig opbygning, hvor man i større eller mindre grad introduceres for de 24 kombetanter kommer filmen op i action-gear. De udvalgte børn slippes løs i en kontrolleret skov, hvor de går i flæsket på hinanden på overraskende brutal vis.

Børnenes strabadser transmitteres direkte på tv, hvor samfundets elite følger med og har mulighed for at sponsorere deres favoritter.

Som moderne gladiatorer er børnene fra de 12 distrikter nemlig undværlige brikker i et større puslespil, hvor det specifikke distrikts resourcer spiller en vigtig rolle i de riges jagt på materielle goder og fossile brændstoffer. Der burde være nogle klokker, der ringer!

Når først man har ædt præmissen for det årligt tilbagevendende "Hunger Games", der lidt vagt forsøges forklaret, men ikke helt giver mening, er filmen både spændende og stemningsfuld.

…Perfekt balanceret fra start til slut med ikke så få satiriske prik til verdenssamfundet i dag, hvor de rige bestemmer og de fattige holdes i ave, så deres arbejdskraft og naturressourcer kan udnyttes.

Filmen tager afstand fra vold som underholdning, men falder lidt i samme grøft, da man som publikum jo netop underholdes af at se børnene kæmpe mod hinanden.

Langt mere skarp er filmen, når der gøres tykt grin med talkshows, hvor publikum uden nogen form for filter æder det de præsenteres for, og nærmest griner og græder på kommando. Eller det allestedsnærværende reality-tv, hvor virkelige mennesker udstiller sig selv, gøres til grin, heppes på og hurtigt er glemt, hvis ikke de som en anden Susan Boyle – imod alle odds – får folk til at tabe kæben.

Seneca: "I mean, everyone loves a good underdog!"
President Snow: "I don't."

Tankevækkende underholdning til masserne. Se det er en sjældenhed!

5/6 stjerner til The Hunger Games