John Carter

John Carter | Walt Disney Pictures | Directed by Andrew Stanton | 2012 | 132 min | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Uvedkommende og klodset.

Der er tydeligvis ikke finanskrise i Hollywood, når man kan bruge 250 millioner dollars på en film så triviel og gammeldags som "John Carter".

John Carter er en soldat, der kort efter afslutningen på den amerikanske borgerkrig på mystisk vis teleporteres til planeten Mars (Barsoom). Her bliver han ufrivilligt indblandet i et magtspil om den røde planet, der beboes af forskellige racer, som bekriger hinanden. John Carter får hjælp af den smukke prinsesse Dejah Thoris, som er flygtet fra et tvangsægteskab med planetens største tyran.

Det er muligt, at forsvare filmens utidssvarende udtryk med at oplægget er skrevet i 1917, og dermed ligger før Star Wars, Jens Lyn og andre lignende film, men det ændrer ikke ved, at historien – grundet sin sene filmatisering – føles som en håbløst gammeldags og klichefyldt kopi, af noget man har set tidligere (og bedre) i en eller anden form. 

Andrew Stanton, som har instrueret filmen, plejer ellers at være god til at fortælle en vedkommende historie. Det så vi med Pixar-filmene "Find Nemo" og "Wall-E", men altså ikke med "John Carter". 

På intet tidspunkt formår Stanton at vække sine karakterer til live. John Carter grynter sig igennem hele filmen, Mars-prinsessen er smuk og ikke så meget andet, mens filmens mange skurke på ingen måde er mindeværdige. Noget af en sjældenhed i denne genre, der ellers ikke skorter på ikoniske skurke – Darth Vader anyone?

…Ikke siden "Avatar" er der kastet så mange penge efter et projekt, hvor hjertet i den grad mangler. Som med "Avatar" er historien klodset, humoren kun for de allermindste og action-scenerne uengagerende – omend spektakulære.

Jeg havde faktisk svært ved at se, hvor de 250 millioner dollars var blevet af på lærredet. Filmen er såmænd ganske flot lavet, og den fortjener et skulderklap for sømløst at blande de store sets sammen med den computergenererede grafik, men det er vi som publikummer efterhånden vant til. I en film som "Jurassic Park" var effekterne en stor del af oplevelsen, men der er løbet meget vand under broen siden, så fokus burde igen være på den gode fortælling, og der fejler "John Carter" noget så grusomt.

Værst er det næsten, at filmen har overskud til at gøre grin med den selvhøjtidelighed, som ofte plager genren. Selvironi er godt, men også farligt, hvis man ikke har holdt sin egen sti ren. Et godt eksempel er da prinsessen fra Mars holder en tale, der viser sig blot at være en øvelse. Som publikum når man lige at korse sig over den svulstige monolog før prinsessen selv indser, at talen er lige pompøs nok. Muligvis en drillende henvisning til "Dune" – en af 1980'ernes største science fiction flops, hvor en prinsesse åbner filmen med en meget alvorlig monolog – men en farlig en af slagsen, da jeg nemt kan forestille mig, at "John Carter" – trods sin bredere appel end "Dune" – kan ende med at lide samme skæbne.

Jeg elsker genren, men jeg lader mig ikke forføre af hvad som helst. "John Carter" er en kedelig og uvedkommende bøvs fra Hollywood, som sikkert havde fungeret bedre i 1970’erne med Charlton Heston i hovedrollen.

2/6 stjerner til John Carter