Tinker, Tailor, Soldier, Spy

Tinker, Tailor, Soldier, Spy | Studio Canal | Directed by Tomas Alfredson | 2011 | 127 min | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Mesterligt skuespil hjælper ikke på langtrukken affære.

"The Tailor of Panama" og "The Constant Gardener" er gode eksempler på vellykkede John le Carré filmatiseringer. De har begge det tilfælles, at der er interessante menneskeskæbner involveret. Skæbner som man af den ene eller den anden grund kan identificere sig med, og som dermed gør le Carrés ofte indviklede historier interessante at følge.

"Tinker, Tailor, Soldier, Spy" kan ikke bryste sig af et tiltalende persongalleri. Samtlige karakterer er usympatiske, kalkulerende og paranoide individer, der selv om de arbejder for samme sag, synes at modarbejde hinanden endnu mere.

Vi befinder os i 70'erne (le Carrés bog er fra 1974), hvor alt er gråt i gråt. Den kolde krig har lagt sit klamme tæppe ud over Europa, hvor alle lader til at have en hemmelig agenda, der synes mere fabrikeret af egen paranoia end rodfæstet i virkeligheden.

Der tales om guld i form af informationer man kan sælge og købe. Et spind af viden om egne og fremmede rækker, der udveksles i et væk – ofte med fatale følger.

Chefen for det britiske Secret Intelligence Service trækker sig tilbage, da en opgave i Budapest går galt. Med en mistanke om at hans gamle afdeling har en muldvarp – en russisk spion på allerhøjeste sted – hidkalder han den semi-pensionerede spion Smiley (Gary Oldman), som diskret skal undersøge sagen.

…Der er ingen smarte biler, gadgets eller letlevende damer med eksotiske navne i "Tinker, Tailor, Soldier, Spy". I modsætning til Ian Flemings bøger om James Bond lever le Carrés karakterer i den virkelige verden, hvor spionage er en benhård branche, der nemt efterlader dig i kulden.

Filmen fungerer momentvis, som da man følger agenten Ricki Tarr (Tom Hardy), der har været forsvundet bag jerntæppet i et stykke tid. Hans historie er dog kun en lille brik i det store puslespil og nedprioriteres til fordel for filmens evindelige flashbacks til en julefrokost, der bruges til at forklare karakterernes bevæggrunde – ofte ved blot at observere deres handlinger og interageren. Her får man en fornemmelse af, at alle har noget på spil, og at det mange gange er personlige konflikter fremfor politiske, der ligger til grund for deres gøren og laden. Men, hvor raffineret det end kan virke, at de tillukkede karakterer primært udtrykker sig via mimik og gestik, kvæler det også filmen som fortælling, da den flere steder går i total tomgang.

Det er ærgerligt, for det komplicerede plot er intelligent skruet sammen, og filmen formår på forbilledelig vis at genskabe den deprimerende virkelighed, som den kolde krig medførte, men med en pacing der får selv de sløveste 70'er-film til at ligne Bourne på steroider, slæber filmen sig afsted og ender som en grå, uvedkommende masse.

Det betyder, at jeg ligegyldigt, hvor velspillende de herrer Oldman, Firth m.fl. er, og hvor meget man end fornemmer de tilrøgede lokaler i MI6’s kolde kontorbygning, har svært ved at engagere mig i det magtspil, som udspiller sig på lærredet.

Jeg er ikke i tvivl om, at instruktøren Tomas Alfredson har forsøgt at tænke ud over den sædvanlige spionfilm-skabelon, og hatten af for det, men denne nytænkning hjælper ikke meget, når den elementære spænding udebliver, og når hele affæren er så forbandet kedelig.

Så hellere lidt farverig eskapisme, hvor heltens vigtigste opgave er at sikre sig, at Martinien er shaken, not stirred.

3/6 stjerner til Tinker, Tailor, Soldier, Spy