Extremely Loud & Incredibly Close

Extremely Loud & Incredibly Close | Paramount Pictures | Directed by Stephen Daldry | 2011 | 129 min | IMDb

Filmanmeldelse af Hugger

Stjernespækket film er ujævn, men både rørende og gribende til tider.

USA har stadig et åbent sår efter begivenhederne den 11. september 2001, og det sår heler nok aldrig helt.

Når Hollywood drister sig til at lave film om begivenhederne, så er det helt klart, at både filmfolk, skuespillere og alle andre involverede er meget bevidste om, at selvom der er tale om en universelt rammende historie, så skal det hele behandles meget taktfuldt for ikke at vække irritation, frustration eller direkte vrede hos især det amerikanske publikum.

I årene efter 11. september kom der flere film om katastrofen, hvor den bedste, og måske eneste dramatisk interessante rent håndværksmæssigt, er Paul Greengrass' ”United 93”, der på en meget nøgtern og underspillet vis viste katastrofen uden (for) mange dramatiske kunstgreb.

"Utroligt højt og ekstremt tæt på" handler om den den 9-årige Oskar Schell, der trods en borderline Asbergers (en slags autisme) har et dejligt og trygt liv, ikke mindst grundet sin far, Thomas Schell, der forstår sin søn og formår at udfordre og bekræfte den højt gearede og udfordrende Oskar, der elsker sin far betingelsesløst.

Thomas Schell spilles af Tom Hanks, hvis præstation er ganske kort, men med vanlig indlevelse og dramatisk forståelse. Hanks kører lidt i automatgear i en rolle, der næsten er skrevet til ham, men han har ikke meget skærmtid, da hans deltagelse kun sker i flashbacks, fordi filmens omdrejningspunkt er, at han er en af de mange, der afgik ved døden den 11. september 2001.

Filmen dejer sig om Oskars forsøg på at forstå og acceptere sin nye virkelighed, savnet og tabet af sin far og at blive voksen hurtigere, end livet giver tid til.

Sandra Bullock spiller moderen, og hun er også ganske udmærket, mens den bedste præstation leveres af veteranen Max Von Sydow, der også blev Oscar nomineret for sin rolle, en rolle, han leverer uden at sige et ord. Sydow spiller den mystiske lejer, der bor til leje hos Oskars farmor, og som sammen med Oskar begiver sig ud i New Yorks gader for at finde den lås, der matcher en nøgle, Oskar finder i sin fars ejendele, kort efter hans død.

Filmen er instrueret af Stephen Daldry, der har flere store film under sin kappe, herunder bl.a. "The Hours" og "The Reader", og filmen er baseret på en bestsellerroman af Jonathan Safran Foer.

…Alt i alt er der ekstremt meget talent i denne film, på alle pladser, og filmen er da også vellykket.

Dramaet er voldsomt, og visse scener er lige ved at kamme over, men bliver på den rigtige side, og Thomas Horn, drengen der spiller Oskar, er troværdig i sin sorg og frustration i kølvandet på tragedien. Ofte er han decideret rørende som den småautistiske dreng, der simpelthen ikke forstår livet, mens han har styr på matematik, logik og alle mulige detaljer.

Filmen har generelt fået en lunken modtagelse i USA, men i mine øjne var jeg rigtig glad for filmen. Jeg synes det var en rørende og gribende oplevelse, hvor man ser tragedien gennem øjnene på Oskar, en vinkel, der også gjorde romanen særdeles interessant.

Det kan anføres, at filmen måske er lidt undervældende, hvis man kigger på skuespillerne, instruktøren og oplægget bag, og måske kunne filmen have været helt oppe at ringe, men det gør den ikke. Den er ikke et mesterværk, der generelt vil blive husket som en stor film, og selvom alle skuespillerne gør det rigtig godt, instruktion og pacing er god og dramaturgien er medrivende – så er det altså ikke nok til seks stjerner.

Smuk og realistisk, til tider gribende og rørende, "Utroligt højt og ekstremt tæt på" er en film, du sagtens kan nyde i nuet. Og ja, ikke et mesterværk, men det er ekstremt tæt på 😉

5/6 stjerner til Extremely Loud & Incredibly Close