The Girl with the Dragon Tattoo

The Girl with the Dragon Tattoo | Columbia Pictures | Directed by David Fincher | 2011 | 158 min | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Den er skam god nok.

Jeg var ikke ovenud begejstret for den skandinaviske filmversion af ‘Mænd der hader kvinder'. Mest af alt fordi den er plaget af et alt for stramt plot, der udelukker alle andre handlingsforløb end dem, der driver historien frem.

Spændende var det derfor at læse, at Hollywood-rebellen David Fincher, som tidligere har instrueret den overvurderede ‘Seven' og den fremragende ‘Fight Club' skulle instruere en amerikansk version af Stieg Larssons bestseller. Kunne Fincher mon tilføje noget af den kant, som den skandinaviske version mangler?

Jeg ville ønske, jeg kunne give et klart svar, men sandheden er, at det er meget svært at vurdere en film, hvor man kender handlingen på forhånd. Overraskelserne står jo ikke ligefrem i kø. Og dog.

Fincher formår faktisk at overraske. Ikke ved at ændre på historien, men ved at gribe den mere detaljeret og modigt an.

Historien om den forsvundne pige Harriet. Mødet mellem Mikael Blomkvist og Lisbeth Salander. De uhyggelige mord. Det hele fungerer bare bedre. På grund af detaljerne.

Og alene det faktum at filmens skurk medvirker i hele filmens spillelængde er modigt. Modsat den skandinaviske version, hvor han efter en kort introduktion hurtigt gemmes væk, så publikum måske glemmer ham indtil finalen. Alt for nemt.

…Forholdet mellem Blomkvist og Salander fungerer. Der er kemi mellem de to skuespillere, og nej, Noomi Rapace er ikke længere den eneste rigtige Salander.

Hvor Noomi Rapace nærmede sig det ufrivilligt komiske, som den uovervindelige Lisbeth Salander, føles Rooney Mara noget mere troværdig i rollen. Som et mere kompliceret og ægte menneske. Sårbar, stærk og intelligent.

Og nu vi er ved det med troværdigheden. Salanders hacker-evner er skam stadigvæk tilstede, men misbruges ikke til at drive plottet frem. Hun fremstår således mindre almægtig end i den skandinaviske version, hvor hendes evne til at tilgå Blomkvists computer de mest mærkværdige steder var en torn i øjet på denne anmelder.

Filmen kan måske klandres for at nedtone Larssons fokus på overklasse-sveriges overmagt og for at fokusere mindre på Salander som det stærke køn, der tager kampen op mod mænd, der hader kvinder, men det er ikke noget, der for alvor generer.

‘The Girl with the Dragon Tattoo' er solidt håndværk. Det vidner især sidste halvdel af filmen om, hvor jeg trods mit kendskab til historien blev grebet af opklaringsarbejdet, rørt af Salanders kærlighed til Blomkvist og oprigtigt overrasket over den overraskende slutning – som ikke udspiller sig helt på samme måde som i den skandinaviske version.

Det er ikke fordi jeg helst vil være foruden den skandinaviske version af ‘Mænd der hader kvinder', men det ville unægteligt gøre det nemmere at vurdere 'The Girl with the Dragon Tattoo', hvis ikke den eksisterede.

'The Girl with the Dragon Tattoo' er en god film, og Fincher sætter sit præg på historien, men hvis du spørger mig, om det var nødvendigt med endnu en filmatisering af, hvad der trods alt må betragtes som populær triviallitteratur, så er svaret nej.

4/6 stjerner til The Girl with the Dragon Tattoo