ID:A

ID:A | Film i Väst | Directed by Christian E. Christiansen | 2011 | 100 min. | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Forudsigelig og klodset thriller falder til jorden med et brag.

En kvinde (Tuva Novotny) vågner op på nogle sten i en flod, hvor hun har ligget bevidstløs et stykke tid. Hun er i Frankrig, og ved sin side har hun en vadesæk fyldt med penge. Fortumlet begiver hun sig mod en landsby, hvor hun overvældet af træthed ønsker at indlogere sig på et lille pensionat. Pensionat-mutter er imidlertid ikke meget for at tage imod kvinden, der tydeligvis ikke kan huske sit eget navn og i øvrigt virker ret mystisk.

Heldigvis for kvinden lurer pensionat-mutters søn i baggrunden. Tiltrukket af den mystiske kvinde får han overbevist sin mutter om at give hende lov til at overnatte. Kvinden får samlet kræfter, flirter lidt med den lækre pensionat-søn og finder ud af at hun er fra Danmark. Med denne nye viden drager hun mod nord for at finde sin sande identiet.

Det lyder måske meget godt alt sammen, men allerede i åbningsscenerne begynder man at ane uråd. Der hænger nemlig en tyk tåge af déjà vu over forløbet, og tågen letter aldrig igen.

Inden turen går til Danmark skal vi f.eks. lige pines af en ikke videre vellykket spændingsscene, hvor kvinden jages rundt i de svagt oplyste landsbygader af nogle skumle personager. Her kan antagonister og protagonist skiftevis gemme sig i skyggerne, mens vi andre keder os. Filmholdet skulle satme have noget production value for pengene, når nu de var taget hele vejen til Frankrig!

Filmen bliver heller ikke bedre af, at historien drives frem af nogle utroværdige tilfældigheder, som da kvinden sidder i bussen på vej mod Danmark, og ved hjælp af musikken fra en med-passager bliver ledt på sporet af sin ægtemand – operasangeren Just – spillet med vanlig kølighed og intensitet af Flemming Enevold.

Skuespillerne – der faktisk gør det udemærket – har ikke meget at arbejde med. Det har sikkert været sjovt, at medvirke i filmens fåtallige actionscener, men det smitter ikke af på lærredet, hvor biljagter og skyderier falder til jorden, fordi filmen mangler noget så elementært som en spændende historie. Man er skideligeglad med det hele.

…På overfladen og på papiret har det måske virket meget godt, men på det hvide lærred mangler filmen substans, karakterudvikling og en troværdig og fokuseret historie – der måske oven i hatten kunne byde på et originalt træk eller to.

Det er ikke fordi, jeg forventer at hver eneste thriller, der ser dagens lys skal emme af originalitet, men jeg forventer i det mindste, at mysteriet er spændende, når man vælger at køre du-får-så-lidt-at-vide-som-muligt-i-så-lang-tid-som-muligt-for-så-bliver-det-ekstra-spændende-rutinen. Det lykkedes f.eks. ganske fortræffeligt i Liam Neeson thrilleren "Unknown", der trods plothuller og andre dumheder formåede at pirre tilskueren lige til det sidste. Det handler om godt håndværk, og det leverer "ID:A" absolut ikke.

Hemmelighederne holdes krampagtigt tæt inde på kroppen i et forsøg på at holde publikums interesse fangen. Og så belønnes man ikke engang for sin udholdenhed, når vi endelig når frem til slutningen, hvor filmens overraskende øjeblik er så søgt og grinagtigt, at den eneste grund til at det måske vil overraske nogen, er fordi twistet er så konstrueret – og fik jeg sagt søgt?

I et forsøg på at lave en thriller af samme kaliber, som dem amerikanerne mestrer – når de gør sig umage – er "ID:A" endnu et eksempel på, at dansk film skal tænke mere originalt frem for at efterligne de store drenge, som vi alligevel ikke – eller meget sjældent – kan hamle op med i denne genre.

2/6 stjerner til ID:A