Tintin: Enhjørningens hemmelighed

Tintin: Enhjørningens hemmelighed | Columbia Pictures | Directed by Steven Spielberg | 2011 | 107 min | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Spielberg kommer til kort og laver endnu en Indiana Jones-film.

Som Tintin-purist er det nemt at finde fejl ved Spielbergs forsøg på at indfange ånden fra de 23 Tintin albums, som Hergé tegnede fra slutningen af 1920'erne til slutningen af 1970'erne. Som stor fan af Hergés rene streg, fantastiske persongalleri og spændende historier er det i det hele taget svært at forestille sig Tintins eventyr overført til et andet medie. Det lykkedes nu ellers ganske fint for den fransk/canadiske tegnefilmsserie, der rullede over tv-skærmene i starten af 1990’erne. Her lagde man sig meget tæt op ad Hergés tegnestil og historier, og lykkedes således fornemt med at bibeholde stemningen fra Tintin-universet – det har Steven Spielberg og Peter Jackson lidt sværere ved.

Spielberg har med Peter Jackson i producerstolen lavet en Tintin-film, der er løseligt baseret på de tre albums 'Enhjørningens hemmelighed', 'Rackham den rødes skat' og 'Krabben med de gyldne kløer/klosakse'. Sidstnævnte udelukkende for at kunne introducere Tintin for Kaptajn Haddock, der i albummet 'Enhjørningens hemmelighed' ellers er med helt fra starten.

Det starter godt. Animationen imponerer og tempoet holdes helt i Hergés ånd. Vi introduceres for Tintin, Terry og Dupont og Dupond, der ufrivilligt involveres i mysteriet om Enhjørningens hemmelighed, da Tintin køber et gammelt modelskib på et loppemarked. Skibet indeholder et pergament, der viser sig at være enddog meget værdifuldt – og er filmens omdrejningspunkt. Flere skumle typer er nemlig interesserede i at få fingre i pergamentet og skyr ingen midler for at opnå deres mål. Det står hurtigt klart, hvem der er skurke og helte i historien – klassisk Tintin.

Lige netop skurkene har altid været mindeværdige i Tintin-universet. Ærkefjenden Rastapopulus er ganske vist ikke med i denne omgang, men vi introduceres da for en vellignende styrmand Alan, og det er faktisk det. Spielberg og co. tager sig nemlig den frihed, at rykke gevaldigt rundt på persongalleriet, så f.eks. brødrene Fugl er skrevet helt ud af historien. I stedet for er bifiguren hr. Sakarin – der kun er med på de første sider i albummet 'Enhjørningens hemmelighed' – blevet forfremmet til hovedskurk. En kende forvirrende til at starte med, da jeg efterhånden har læst historien så mange gange, at den har brændt sig fast i min hukommelse.

Det her er Spielbergs Tintin, og han har tydeligvis trukket fra og lagt til, i et forsøg på at få historien til at fungere på det hvide lærred. Problemet er bare, at den ikke fungerer – hverken som Tintin-eventyr eller som uafhængigt eventyr. Okay, det er måske at sætte tingene lidt på spidsen, for der er da øjeblikke, hvor det lykkes Spielberg at genskabe stemningen fra Hergés albums, men de er for få.

…Spielberg (som selvfølgelig ikke har det fulde ansvar) vil for meget. Historien er overlæsset og lider derfor af de samme problemer som den værste triviallitteratur. Rejsen fra a-z til føles forceret og mekanisk, og de storslåede optrin er alt for overgearede og larmende til et Tintin-eventyr.

Spielberg har ganske enkelt svært ved at slippe sin fortid, og det giver sig især til kende hen mod slutningen, hvor de vilde optrin emmer af Indiana Jones. Værst i det endelige opgør der går så meget i Transformers-mode, at man trættes.

Filmen fungerer bedst i de stille passager, hvor de sjove detaljer, som er et af Hergés kendetegn, får lov til at titte frem og hvor man bliver fanget af den gode historie, som Spielberg og co. trods alt ikke har ødelagt helt. Deres omstrukturering har imidlertid fjernet den mere omhyggelige og langt mindre trivielle opbygning som Hergé gjorde brug af i de to albums, og dermed også den charme og intelligens som kendetegner Hergés fortællestil. Det går bl.a. ud over humoren, som i Spielbergs udgave udelukkende består af explicit falde-på-halen komik, der mangler den fantastiske, komiske timing, som Hergé mestrede ved bl.a. at lade læseren danne sine egne billeder i de tomme felter mellem rubrikkerne. En svær kunst som Spielberg ikke har formået at overføre til filmmediet.

Som tilskuer følte jeg ikke, at jeg var med på en storslået rejse eller for den sags skyld et Tintin-eventyr. I stedet for blev jeg kastet fra den ene begivenhed til den anden, for at filmen kunne holde momentum. Unødvendigt og et tydeligt tegn på at Spielberg og co. enten ikke har forstået essensen af et godt Tintin-eventyr eller også, at de har været bange for at hægte de amerikanske biografgængere af, da de ikke er lige så bekendte med Tintin-universet som europæerne.

Måske det endda netop skyldes den unødvendige leflen for det amerikanske publikum, at Tintins unikke univers aldrig træder i karakter i filmen.

Forskelle og overdrevne optrin til side; mit største problem med 'Tintin og Enhjørningens hemmelig' er, at filmen er overfladisk og blottet for stemning. Jeg blev aldrig grebet af historien eller de alt for mange overdrevne action-optrin, og det havde den uheldige bivirkning, at jeg fik endnu mere tid til at fokusere på forskellene mellem album og film.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Spielbergs Tintin er en visuelt flot film, hvor mange af de kendte figurer er til stede, men historien lader meget tilbage at ønske, og så undrer det mig, at man vælger at hylde en tegnserie, der er berømt for sin enkle, ligne claire ved at udsende den i 3D – ganske vist på mode, men ikke ligefrem nytænkende.

Prøv min Tintin-quiz her

3/6 stjerner til Tintin: Enhjørningens hemmelighed