The Three Musketeers (2011)

The Three Musketeers (2011) | Constantin Film Produktion | Directed by Paul W.S. Anderson | 2011 | 110 min | IMDb

Filmanmeldelse af Hugger

Klassiker nyfortolkes uden at imponere – men alle har det sjovt!

Alexandre Dumas' klassiker er blevet filmatiseret flere gange end TV2 har vist “Pretty Woman”. Den er blevet produceret slavisk efter bogen, produceret med anderledes vinkler, produceret som komedie, som actiondrama, som tegnefilm og som musical m.v.

I denne udgave har Paul W.S. Anderson – blandt filmkritikere ikke den mest populære instruktør Hollywood kan præstere, kun overgået i fanbashing af instruktører som Uwe Boll (gys og gru!!!) – stået bag løjerne.

Denne anmelder har det svært med Paul W. S. Anderson. Bevares, han har lavet virkeligt dårlige film (”Soldier”), han har lavet mere eller mindre ligegyldige, men effektive film (”Alien vs. Predator”, ”Resident Evil”), men han har også lavet en af mine helt store guilty pleasures, nemlig den ganske velfungerende ”Event Horizon”.

Paul W.S. Anderson bruger ikke meget tid på at bygge sine figurer og historier op. Han er ganske ferm til billeder, ferm til at koordinere actionsekvenser, så de får et effektivt og adrenalinpræget præg. Han kommer dog som sagt til kort, fordi hans figurgalleri oftest ikke er særligt veludviklet, og derfor mister man som tilskuer hurtigt interessen – også i den spektakulære og idérige action.


Paul W.S. Anderson mangler ikke idéer, og han er meget engageret i sine film, hvilket baggrundsmaterialet på hans DVD-udgivelser vidner om – han virker som et dampbarn, udstyret med et millionbudget … vent, det er han jo også!

Af en eller anden grund lykkes det Paul W.S. Anderson at lave film, der smadres af kritikere, ofte nedgøres af filmfreaks og nogle gange skuffer ved Box Office. Alligevel rejser han sig gang på gang på gang, og hver gang er det med masser af penge i ryggen, masser af kendte skuespillere på rollelisten og masser af PR omkring sine film.

Hvorfor ved jeg ikke, men nu har han kastet sin kærlighed på Dumas' eventyr, og helt kedeligt er det sgu ikke!

Filmen starter, som alle andre af Andersons film, i 4. gear, med ultra korte (action)præstationer af Athos, Porthos og Aramis – de tre musketerer. I modsætning til Dumas' portrætter – eller skulle man sige i tillæg til – så er musketererne rendyrkede actionhelte, nærmest superhelteseje, der knuser al modstand med stor kapacitet og en altid vittig bemærkning.

Dumas' portrætter ligner, men der er alligevel en vis nutidig kvalitet over de tre musketerer i Andersons udgave, og det virker faktisk udmærket.

Alle musketererne er fint castet, også bondesønnen D'Artagnan, der er så tilpas cocky og selvtilfreds, at han er både irriterende og charmerende samtidig.

Men filmens store fokus er faktisk ikke så meget musketererne, men nærmere de 4 skurke, historien også er prydet med. Vores egen Mads Mikkelsen leverer en typisk Mads Mikkelsen præstation som den onde kaptajn Rochefort. Det virker, men Mikkelsen skal snart til at lære at spille skuespil – det synes jeg i hvert fald!

En anden skurkerolle spilles af Milla Jovovich, der i denne film faktisk spiller lidt skuespil i rollen som aristokratninjaspion (jep, det er nok det bedst dækkende). Endelig ses Christoph Waltz og Orlando Bloom i fine biroller som henholdsvis Cardinal Richelieu og Lord Buckingham.

Det er underholdende, der er masser af gedigen action, slowmotion-sekvenser og bulder og brag. Idérigdommen er også til stede med flyvende skibe, flammekastere og primitive, men effektive sikkerhedssystemer. Og skuespillerne leverer gode, om end rutineprægede præstationer.

Hvorfor virker den så ikke helt?

Det skyldes Paul W.S. Andersons evner som instruktør!

Anderson formår ikke at hæve filmen over et middelmådigt actioniveau. Det er popcornunderholdning, men ikke af den mest effektive slags (”Zombieland” anyone?). Det er ”tongue-in-cheek”, men ikke tilstrækkeligt, og det er solid action uden at være prangende, og det bliver for meget til sidst.

Pacing, tilskæring, karakter-udbygning og fokus mangler, og det kan kun tilskrives Andersons (manglende!) evner som instruktør.

Det er en skam, for filmen er sgu ret underholdende, og man kan virkelig mærke, at alle skuespillerne har hygget sig gevaldigt under indspilningen af filmen. Det har været sjovt, at være skuespiller i de måneder, kameraet har kørt, og måske er det derfor Anderson kan rekruttere så mange gode folk, skaffe så mange penge og blive ved med at lave film, trods fiasko på fiasko (selvom indtjeningen generelt ikke har fejlet noget!).

Måske er Anderson bare en superhyggelig fyr, der holder en sjov filmfest og er fuld af sprudlende idéer og påfund. Det er også fint nok, og måske skal han fokusere på at være producer, for som instruktør leverer han kun 70%, og det er ikke nok, heller ikke selvom man har store navne og masser af dollars bag sig!

3/6 stjerner til The Three Musketeers (2011)