Don't Be Afraid of the Dark

Don't Be Afraid of the Dark | Gran Via | Directed by Troy Nixey | 2010 | 99 min | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Solidt gys af den gode, gammeldags slags.

Alfred Hitchcock har gjort det. Steven Spielberg har gjort det. Og nu har Guillermo del Toro også gjort det. Formået at knytte sit navn så uløseligt sammen med en bestemt genre, at hans navn alene kan blåstemple en film.

Guillermo del Toros navn er således dukket op på adskillige filmplakater i nyere tid. Som oftest gysere, hvor Toros navn og velkendte, gotiske æstetik skal medvirke til at lokke folk i biografen. Det gælder også 'Don't be Afraid of the Dark', der ligesom ‘The Orphanage’ ikke er instrueret af del Toro selv, men som han ikke desto mindre har afsat flere af sine velkendte fingeraftryk på.

'Don't be Afraid of the Dark' er en gammeldags gyser baseret på en tv-film fra 1973, som gjorde et usletteligt indtryk på en ung del Toro.

Omskrevet af Toro til vor tid og med nogle få ændringer, der lapper et par åbenlyse plothuller i den første film, er 'Don't be Afraid of the Dark' blevet til en solid, lille gyser, der spiller på alle tangenter og benytter sig af enhver tænkelig kliché. Og det virker!

…'Don't be Afraid of the Dark' er uhyggelig og flere steder direkte nervepirrende. Det er lang tid siden, at en gyser har haft den effekt på mig. Herligt!

Filmen lægger ud med en brutal intro, der nok skal få mange til at kigge væk, og som er med til at sætte stemningen fra første frame. Ikke noget ildevarslende her – det er lige på og hårdt.

I en tid, hvor man brugte stearinlys til at lyse selv de mest skumle kældre op, præsenteres vi for huset Blackwood, som danner ramme om filmens historie. Nogle ondsindede væsner har taget ophold i husets kælder, hvor de kræver den nuværende ejers liv, hvis ikke han skaffer dem en masse børnetænder.

I vor tid introduceres vi for den mutte pige Sally, som skal bo sammen med sin fader og stedmoder i huset Blackwood. Faderen har sat huset i stand – i al sin gotiske pragt – i håbet om at komme på forsiden af det anerkendte magasin Architectural Digest. Ikke overraskende får den lille familie dog hurtigt andre og mere livstruende ting at gå op i. Sally finder nemlig en hemmelig indgang til husets kælder.

'Don't be Afraid of the Dark' er forbandet godt håndværk. Historien er i sin grundform set hundrede gange før, men sjældent så effektivt udført. Man gyser, når der skal gyses. Griner, når der skal grines (selv om det ikke er mange gange). Og hopper uroligt i sædet, når karaktererne handler irrationelt, fordi de i modsætning til publikum ikke ved, hvad der venter dem.

Med nogle karakterer man gider at holde af og med kastes man hovedkuls ind i familiens mareridt og frygter for deres skæbne. Alfa og omega, hvis gyset skal virke – og det gør det altså her.

For at benytte en af de værste anmelder-klicheer fik 'Don't be Afraid of the Dark' mig ud på kanten af biografsædet. Veloplagt til det sidste med flere ulideligt spændende scener, der er så fermt skruet sammen, at jeg var svært begejstret mens de stod på. Mere af den slags, tak!

4/6 stjerner til Don't Be Afraid of the Dark