Fright Night – 3D (2011)

Fright Night – 3D (2011) | Albuquerque Studios | Directed by Craig Gillespie | 2011 | 106 min | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Unødvendig genindspilning er ikke uden kvaliteter.

Det er ikke første gang i filmhistorien, at gys er blevet kombineret med grin. Alene de seneste fire årtier har budt på flere vellykkede film af slagsen med alt fra vampyrer, spøgelser og piratfisk til dødbringende tomater. Denne blanding af genrer kan umiddelbart virke underlig, men dybest set går de to genrer ret godt i spænd. Ikke fordi gysergenren som sådan er latterlig, men fordi et gys eller et chok ofte efterfølges af et helt naturligt grin, når nerverne har lagt sig.

‘Fright Night' er en genindspilning af gyser-succesen med samme navn fra 1985. En fin lille gyser, der blev et overraskende stort hit, og som undertegnede egentlig havde glemt alt om, indtil genindspilningen så dagens lys.

I disse reboot-, remake- og sequeltider kan det næppe overraske nogen, at ‘Fright Night’ er blevet genindspillet. Filmselskabet har naturligvis øjnet chancen for at gentage succesen, men er den første udgave af filmen vitterlig så god, at der skal bruges tid og penge på grundlæggende set at fortælle den samme historie en gang til? Det korte svar er nej, og det lange er ja.

Nej, fordi den første film stadigvæk fungerer – effekterne er efter datidens standarder flotte og skræmmende og skuespillet gennemsyret 80'er-agtigt på den sjove måde.

Ja, fordi en genindspilning giver mulighed for at tiltale nutidens unge med nutidens stjerner, tilføje en aller helvedes masse (dårlig) vampyr-cgi og nå ja, udsende filmen i det forbandede 3D-format. Og lad det være sagt med det samme, ‘Fright Night' anno 2011 fungerer af helvede til i 3D. Der er enkelte in-your-face-effekter, som nok skal begejstre de yngste biografgængere, men dybest set er 3D-effekten dybt unødvendig (got it!) og distraherer mere end den gavner.

Når det er sagt, skal filmen selvfølgelig ikke nedgøres blot fordi nogle studiechefer har fået julelys i øjnene ved tanken om forhøjede 3D-billetpriser. ‘Fright Night' skal vurderes på sine egne præmisser, og der klarer den sig faktisk ganske okay. Som med den første udgave af filmen er også den nye version hurtigt glemt, men den fungerer mens uhyggen og komikken står på.

…Colin Farrel er veloplagt som vampyren Jerry, der flytter til en lille ørken-flække, hvor han tager for sig af retterne, og både Anton Yelchin og Imogen Poots er glimrende som de to teenagere, der tager kampen op mod den charmerende og dødsensfarlige vampyr.

Værre står det til med vampyrjægeren Peter Vincent, som spilles af David Tennant. Han blegner i forhold til originalen, hvor Roddy McDowall i al sin excentriske velmagt var langt mere troværdig og interessant som pseudo-vampyrjæger. Som en bleg efterligning af Russel Brand krukker Tennant sig gennem filmen uden på nogen måde at være hverken morsom eller mindeværdig.

Filmens balance mellem gys og grin er ganske fin. Hovedvægten er lagt på gyset og selv om jeg ikke synes filmen var synderligt morsom, ja så fungerer gyserelementerne heldigvis langt bedre. Uhyggen er til stede, og der er flere nervepirrende episoder i filmens første halvdel. Det er især takket være Ramin Djawadis effektive score, der med det samme slår den uhyggelige tone an og takket være Craig Gillespies rolige instruktion, der formår at bygge flere scener ganske effektivt op, samtidig med at han holder en ironisk distance til oplægget. Hen mod slutningen bliver handlingen noget mere rutinepræget omend det endelige opgør udviser minimal opfindsom.

‘Fright Night' anno 2011 er forglemmelig underholdning. Den fungerer i perioder og har nogle veloplagte skuespillere på rollelisten, men kom nu ind i kampen Hollywood og find på noget nyt. Det andet er sgu for nemt.

3/6 stjerner til Fright Night – 3D (2011)