Dirch

Dirch | Danmarks Radio (DR) | Directed by Martin Zandvliet | 2011 | 109 min. | IMDb

Filmanmeldelse af Hugger

Ujævn film om feteret og elsket komiker rammer ved siden af.

Martin Zandvliets drama om den folkekære skuespiller Dirch Passers liv og levned har ikke manglet tilhængere og roser, ligesom den bestemt har høstet stjerner, hjerter, hatte og popcorn i stimevis fra såvel kritikere som fans.

Her på filmkorn.dk gør vi ofte tingene lidt anderledes, men det er dog ikke derfor, jeg bidrager med en anmeldelse, der går imod horden af gode anmeldelser. Det skyldes heller ikke en Rasmus Modsat-attitude, at jeg vælger at give filmen en middelmådig karakter, og det skyldes heller ikke et ønske om at virke særlig eller egenrådig, at filmen ikke skamroses.

Det skyldes simpelthen en ting: Filmen er ganske enkelt kedelig, rodet og ustruktureret!

Inden I farer i blækhuset og giver mig en god, gammeldags sviner, så vil jeg gerne argumentere for mit standpunkt.

Bevares, Nikolaj Lie Kaas er perfekt castet i rollen som Dirch, en rolle han på sin vis er skabt til, ligesom de øvrige skuespillere i filmen leverer fine præstationer undervejs. Problemet for 'Dirch' er dens manuskript!

Man kastes hovedkulds ind i ”Dirchs” liv, i Zandvliets forsøg på at præcisere dramaet, og forholdet mellem Kjeld Petersen og Dirch Passer er stålsat ved filmens begyndelse. Man får intet at vide om, hvordan de mødtes, hvorfor de klikker og i hvor høj grad de hver især definerede deres karrierer sammen.

Filmens fokus er intenst på ”Dirchs” skyggeside. En side filmen dvæler ved gennem lange passager, hvor Kaas indtager store mængder whisky on the rocks, alt mens det dramatiske soundtrack skaber en klaustrofobisk stemning med den svedende Dirch som fokus. I næsten hver eneste scene i filmen er Dirch en neurotisk, nervøs, usikker og dybt sørgelig personlighed, noget filmens lyse scener, i det meget begrænsende omfang de findes, bestemt ikke laver om på.

Man undres og må spørge, var Dirch Passer – hele Danmarks komiker – virkelig sådan en sølle mand med kæmpe mindreværdskomplekser? Var han virkelig typen, der brød sammen på scenen og græd, fordi folk ikke kunne tage ham seriøst i seriøse roller? Var han virkelig en fordrukken og neurotisk mand nedenunder?

Hvis det er filmens præmis, så har jeg svært ved at acceptere den! For det er jo et faktum, at Dirch Passer var elsket af såvel publikum, fans og kritikere, ligesom han var kendt for at føre sig frem i nattelivet med stor bravour med letlevende damer, cool jazz og fest. Det passer ikke ligefrem med en person der fra han var midt i 30'erne (hvor filmen begynder!) og til sin død havde konstant brug for en psykolog og venner, der kunne bekræfte ham.

…Der er bestemt nok et gran af sandhed i Zandlivets portræt, men filmens manglende fokus på Dirchs gode sider, hans humoristiske side og hans menneskelige side, gør, at den virker som et skib med slagside; Dirch i Kaas skikkelse virker konstant som en person, der er ved at gå ned psykisk. Kan det virkelig passe?

Det er måske godt drama, men for at dramaet skal virke troværdigt, for at det skal virke engagerende, så skal filmen også give os noget andet at tro på, nemlig at Dirch Passer var et festfyrværkeri på såvel scenen som i privatlivet, og det gør Zandlivet med sin film ikke!

Filmens andet problem er, at alle figurer, udover Dirch Passer, kun meget løst et portrætteret. De enkelte skuespillere gør bestemt deres bedste, men personligheder som Ove Sprogøe, Preben Kaas, Stig Lommer osv. er underligt karikerede og fungerer kun som staffage, Nikolaj Lie Kaas skal spille op ad, med undtagelsen Lars Ranthe, der lykkes med en fin præstation af Kjeld Petersen.

Dirchs damer, både hans koner og hans elskerinde, er helt en-dimensionelle, og man har faktisk svært ved at følge med i, om det er den ene, eller den anden, om det er en kæreste eller en datter, man ser portrætteret på lærredet, især fordi manuskriptet er så ustruktureret!

Filmens hjerte, dramaet omkring Dirchs op- og nedtur, virker ganske enkelt ikke optimalt, og filmens virker derfor rodet og kedelig.

Kombinationen af ensidigt fokus på Dirchs mørke side og manglende kompensation i form af bi-skuespillere, der kunne løfte historien, gør filmen kedelig og langtrukken. Når man kombinerer det med en manglende struktur, virker filmen ganske enkelt ikke som drama, fordi dramaet altid skal have lidt komik at læne sig op ad.

Dette bliver især symptomatisk i en scene, hvor Zandvliet vælger at vise en genskabelse af en af Dirch Passers mest kendte sketches, samtidig med at et frådende og alt for voldsomt dramatisk soundtrack hiver og flår i tilskueren. Man føler simpelthen, man bliver manupuleret til at føle dramaet, øv!

'Dirch' er ikke nogen dårlig film, men den rammer aldrig rigtig plet.

Dirch Passer er en af dansk films mest folkekære skuespillere, et ikon, der formåede at få os til at grine igennem 40 år. Zandvliets film gør intet for at hædre denne myte, ej heller formår den at kaste lys over mandens skyggesider. Den er dramatisk og interessant til et punkt, men så mister man interessen, og filmen står tilbage som et ensidigt og utroværdigt portræt af en stor kunstner, man simpelthen ikke kan mærke i filmen.

En stor skam, det er en ommer, og så kan tilsviningen begynde! 😉

3/6 stjerner til Dirch