Cowboys & Aliens

Cowboys & Aliens | Universal Pictures | Directed by Jon Favreau | 2011 | 118 min | IMDb

Filmanmeldelse af Hugger

James Bond og Indiana Jones kæmper en brav kamp i uinspireret og sjusket film fra Jon Favreau.

Jon Favreau fik for alvor slået sit navn fast med sine to kæmpesuccesser 'Iron Man' og 'Iron Man 2', der med sin blanding af veltimet humor, gedigne actionscener og fede effekter var en kærkommen tilføjelse til superheltegenren, der efterhånden var løbet tør for energi.

Da jeg for et halvt års tid siden så de første artikler om 'Cowboys & Aliens' vakte det med det samme min interesse. Instruktøren var jo Jon Favreau, og til at spille med i filmen var store navne som Daniel Craig og ikoniske Harrison Ford. Temaet for filmen var at blande western- med science fiction-genren, et koncept, der altid har lydt særdeles interessant, om end det tidligere er udført med tvivlsom succes i bl.a. Will Smiths katastrofe 'Wild, Wild West', der rammer synapserne som tømmermænd efter nytårsaften. Men også med stor succes, som da Joss Whedon leverede et perfekt mix af de to genrer i den desværre alt for kortlevne serie 'Firefly', hvor spacecowboy for alvor gav mening!

Uanset hvad, så lød konceptet sgu spændende, og med den første trailer virkede det hele fortsat meget lovende.

Harrison Ford har udtalt, at han efter et langt stykke tid, hvor han har lavet smallere film (læs : økonomiske fiaskoer og godt, gammeldags lort!), ville han lave en film, der på ny appellerede til den demografi, han tidligere havde i sin hule hånd med roller som Indiana Jones og ikke mindst Han Solo fra Star Wars!

Ideen var god, potentialet var der bestemt, og 'Cowboys & Aliens' stod også i kø som sommerens store blockbuster med et kæmpe budget, masser af effekter og solide håndværkere på både instruktions-, manuskript-, producer- og skuespilssiden.

Det er bare en skam, at den simpelthen ikke virker helt efter hensigten!

…Når man sidder og ser filmen, undrer man sig konstant over, hvilken genre, den egentlig forsøger at ramme. Hverken western-delen eller science fiction-delen virker optimalt, og sammen er de decideret forvirrende og intetsigende.

Western-delen fungerer dog klart bedst med Daniel Craig som den ensomme rytter, der vågner med hukommelsestab, et blødende sår og et underligt mekanisk armbånd på armen mens Harrison Ford er den bitre, grådige og til tider grusomme kvægbaron.

Efter ganske kort at have introduceret os for en lille, søvnig westernby i New Mexico (det er jo som bekendt altid der, Aliens ankommer!), med fine birolle-præstationer fra Clancy Brown og Sam Rockwell som henholdsvis præst og saloonejer, så eksploderer filmen med rumskibe, der angriber, ødelægger og kidnapper adskillige af byens borgere.

Det er nu op til de resterende, med Ford og Craig i spidsen, at rejse ud og finde ”dæmonerne”, redde deres venner og elskede og forpurre væsnernes store, grusomme plan med jorden.

Det er simpelt, og det kunne virke, men det gør det bare ikke helt.

Actiondelen er til nøds acceptabel, men ikke så spektakulær som man kunne have forventet af en film fra Jon Favreaus hænder. Der er masser af bulder og brag, men man engagerer sig aldrig rigtig i strabadserne. Kun enkelte gange rammer filmen tonen, så man aner, hvad man generelt er gået glip af pga. sjusk.

Craig overfører sin Bond-attitude til det vilde vesten, med korte, bryske kommentarer, mens Harrison Ford, desperat efter at please et yngre publikum, desværre ofte virker som en forvirret pensionist, hvis lokale kvarter er ændret så meget, at han ikke kan finde rundt mere. Bevares, han kan stadig den gamle, og hans problemer kan sagtens skyldes dårlig instruktion eller manuskriptet, der klart mangler en skarp pen for at rette tingene til (og skære 15-20 minutter af filmens spilletid!).

Filmens skuespil er generelt i orden, men ganske mange gange er skuespillet altså under standard for en film af denne art, især når man har kapaciteter som Keith Carradine, Sam Rockwell, Clancy Brown m.fl.

Nuvel, filmen er ikke et mesterværk, den er nok bedre på dvd en søndag med tømmermænd, og de mange missede muligheder gør ondt, især fordi effekterne i filmen er flotte og konceptet særdeles interessant.

Men i sidste ende falder filmen ned mellem to stole, fordi den ikke rigtig ved, om den vil være western eller science fiction, og fordi manuskriptet simpelthen har for lidt at byde på og slet ikke udnytter de muligheder, en interaktion mellem Bond og Indiana kunne have givet!

3/6 stjerner til Cowboys & Aliens