Midnight in Paris

Midnight in Paris | Gravier Productions | Directed by Woody Allen | 2011 | 94 min | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Nostalgisk magi fra Woody Allen.

‘Midnight in Paris' er en romantisk fortælling i og omkring Paris, hvor den desillusionerede manuskriptforfatter Gil er på ferie med sin forlovede og hendes forældre. Gil der hverken synes om sine svigerforældre eller det vennepar, som de tilfældigvis møder i Paris, finder på den ene undskyldning efter den anden for at undgå at være sammen med nogen af dem. Gils humør duer ganske enkelt ikke til at shoppe designermøbler med svigermor eller tage på belærende sightseeings med det pedantiske vennepar.

Gil er romantiker. Han drømmer om det perfekte liv, som han mener fandtes i 1920'ernes Paris. En tid, hvor der blev skrevet rigtig prosa af store navne som Hemmingway og F. Scott Fitzgerald. En epoke han gerne vil låses fast i, hvor han kan skrive dybe tekster fremfor ligegyldigt Hollywood-pladder. Alene med sine drømme vandrer Gil rundt i Paris ved nattetid, hvor han på magisk vis møder alle sine store helte.

…‘Midnight in Paris' er som en dejlig drøm, man ikke har lyst til at vågne fra. En forførende rejse tilbage i tiden, hvor alting er badet i et lys af nostalgisk charme.

Som den blåøjede Gil er Owen Wilson emminent. Overraskelsen over at møde sine største idoler fremtvinger en fantastisk mimik, og hans gradvise tilvænning til situationen er både morsomt og intelligent skrevet. Den ene herlige scene afløser den anden, og dialogen slår gnister, på den der eccentriske måde kun Woody Allen kan slippe afsted med.

På samme måde som Gil bliver man forført af 1920'ernes dekadente livsstil i Paris, hvor politisk korrekthed endnu var et fremmed begreb, og hvor der ikke blev set skævt til folk med store armbevægelser. Man forelsker sig hovedkuls i den svundne tid og de karismatiske personer Gil møder på sin drømmerejse.

Woody Allen er i sit es og forkæler os med så mange lækre detaljer og finurlige optrin, at jeg er sikker på filmen tåler mange gensyn. Den er flere steder rigtig morsom, men dens største charme er, at man hele tiden sidder med et smil på læben, fordi man fryder sig over den velskrevne historie og de veloplagte skuespillere.

Det er tydeligt, at Allen beskæftiger sig med et årti han selv elsker, og hvor nogle af hans egne største idoler var på højden af deres karriere.

Hvor forførende og magisk et univers Allen end har skabt, har han også en vigtig pointe. Set i bakspejlet har alle epoker deres charme, og selv om det kan være svært at finde charmen ved nuet, er det ikke ensbetydende med at tidligere tider medførte et bedre liv. En fin kommentar til alle os livsfornægterne der mindes de gode gamle dage med længsel.

5/6 stjerner til Midnight in Paris