Incendies

Incendies | micro_scope | Directed by Denis Villeneuve | 2010 | 130 min | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Stærkt drama der rammer hårdt.

Efter at have set 'Nawals hemmelighed' står det endnu mere klart, hvor helt igennem uretfærdigt det var, at 'Hævnen' vandt en Oscar for bedste udenlandske film i 2010. Jeg ved ikke, hvilke kvaliteter Oscar-akademiet ser på, når de vurderer en film, men med konkurrenter som 'Biutiful' og 'Nawals hemmelighed' er det tydeligt, at det ikke er de samme som jeg.

Måske det skyldes filmens stærke beskrivelse af de uhyrligheder, der følger med, når religion viser sit absolut grimmeste ansigt, og måske det skyldes filmens subtile fortællestil, der er noget mere afdæmpet end 'Hævnens' folkeskole-agtige retorik, der er så konstrueret og tydelig, at selv den svageste elev i klassen (og i akademiet) fatter symbolikken. Jeg ved det ikke, men faktum er at 'Nawals hemmelighed' er en bedre film.

Det er svært at beskrive handlingen uden at tage broden af filmen. Kort fortalt handler den om tvillingerne Jeanne og Simon Marwan, der konfronteres med deres åndsfraværende moders (Nawals) fortid, da de får læst hendes testamente op af den notar, hun har arbejdet for i 15 år. Uden at gå i detaljer med moderens ønsker, vil hun have at tvillingerne skal opsøge en række mennesker, der har haft betydning for hendes liv. Mennesker som kan medvirke til at afsløre Nawals hemmelighed.

Fortællingen foregår skiftevis i vor tid, hvor Jeanne forsøger at efterleve sin moders sidste ønsker, og i fortiden, hvor vi får fortalt Nawals historie, der er en ualmindelig barsk fortælling om et stærkt menneske, der knækkes af krigens gru.

Der er ingen tvivl om, at instruktøren kender sine filmiske virkemidler, og han bruger dem også. For det meste på en subtil og afdæmpet måde der klæder det alvorlige drama. Det kommer til udtryk i flere af filmens barske scener, hvor der bygges op til det uungåelige, klippes væk og vendes tilbage, når det forfærdelige er overstået. En autentisk fortællestil der understreger, hvor effektivt det er, at publikum får lov til at danne deres egen billeder frem for at få det hele smidt i hovedet. Det er derfor ærgerligt, at filmen alligevel ikke kan se sig fri for at manipulere.

…'Nawals hemmelighed' fungerer i hovedtræk rigtigt godt mens man ser den, men da jeg havde forladt biografsalens mørke og sunket indtrykkende, begyndte jeg at ane filmens svagheder.

Nawals pinsler er ganske enkelt så forfærdelige, at filmens konstruktion begynder at knage. Muligvis et bevidst valg fra instruktørens side for at få moderens historie til at fremstå mere symbolsk, men også medvirkende til at datterens opklaringsarbejde føles lidt for let, og som en undskyldning for at kunne hive tæppet væk under publikum – hvilket i den grad lykkes med den lidt for smarte slutning.

Nawals historie er nemlig en spændende fortælling i sig selv, der sagtens kan stå alene, og som giver en bedre forståelse for det barberi der foregår i mellemøsten, hvor folk uden tøven slår ihjel i religionens navn. Alligevel vælger man at afsløre den i brudstykker, så moderens fortid og tvillingernes nutid kan kulminere i filmens første og lettere forudsigelige twist, der hurtigt afløses af en uafrystelig mavepuster, jeg ikke havde set komme. Stærk filmkunst, men også stærkt manipulerende.

Historien er fiktiv. Det betyder, at det er nemmere at se igennem fingre med, at filmen tager sig nogle dramaturgiske friheder, der får autencitet og troværdighed til at vakle. Trods mine anker fungerer fortællingen, og selv om der gik lidt tid, før jeg for alvor blev grebet af især datterens historie, er slutningen med til at hive filmen op fra 4 til 5 stjerner.

5/6 stjerner til Incendies