Harry Potter and the Deathly Hallows: Part 2

Harry Potter and the Deathly Hallows: Part 2 | Heyday Films | Directed by David Yates | 2011 | 130 min | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Sidste del i Harry Potter-serien er lige så fesen som Voldemorts stemme.

Så kom den endelig. Afslutningen på en af filmhistoriens største succeser. Syv film har bygget op til det endelige opgør mellem Voldemort og Potter, så der er meget at leve op til.

J.K. Rowling har lovet, at der ikke kommer flere Harry Potter-historier og sidste del af filmserien føles da også definitiv.

Da de første dele af Harry Potter-serien var meget målrettet børn, og derfor havde svært ved at engagere mig som voksen, var det en lettelse, da serien begyndte at tage en mere dramatisk drejning fra afsnit fem. Temaerne blev langt mere dystre og alvorlige, og for første gang i serien føltes det reelt som om, der var noget på spil.

Det kulminerede i ‘Harry Potter and the Deathly Hallows: Part 1', der var anderledes melankolsk og atmosfæremættet. Fortvivlelsen stod tegnet i de tre hovedpersoners ansigter og deres opgave føltes både uoverkommelig og farlig. Der var således lagt i ovnen til en fantastisk afslutning i anden del af ‘Harry Potter and the Deathly Hallows'.

…Desværre virker sidste del underligt forhastet og klodset i forhold til den forrige film, der gav sig god tid til at opbygge en stemning, som var helt unik for Harry Potter-universet.

‘Harry Potter and the Deathly Hallows: Part 2' er besynderligt flad. De få overraskelser den har at byde på er ganske vist interessante og visse steder rørende, men overordnet set fejler filmen, da den har svært ved at engagere. Jeg blev aldrig opslugt af universet, som jeg gjorde i del 1, og selv om der sker en masse spektakulært på lærredet bliver det aldrig rigtigt spændende. Det hele føles forceret. Som en alt for lang finale, der normalt kun vil udgøre slutningen af en film, men som her er strukket ud over en spilletid på 130 minutter.

Mest spændende er det, når de tre helte skal bryde ind i Gringotts Bank i Diagon Alley for at finde en af Voldemorts horcruxes. En intens og actionmættet scene, der med stor opfindsomhed og lidt hjælp fra bl.a. ‘Indiana Jones and the Temple og Doom' og ‘Ringenes Herre' skaber den magi, som jeg synes mangler i resten af filmen.

Jagten på Voldemorts horcruxes byder på vel nok seriens største overraskelse, men ellers har filmen ikke mange højdepunkter. Den storslåede finale som vi har ventet så længe på er alt for forudsigelig og nem, og de begivenheder der leder op til den lettere amputerede og forhastede.

Mit største problem med filmen er imidlertid, at den er – om muligt – endnu mere indforstået end nogen af de tidligere dele af serien. Man skal være meget inde i Potter-universet for at følge med, når det fyger med navne, der har gjort dit eller dat eller som vores tre hovedpersoner græder snot over, når de dør i kampens hede. Det er ærgerligt, og nok den største årsag til at jeg havde svært ved at engagere mig i historien.

Efter filmens epilog – som fik en stor del af biografsalen til at grine på de forkerte tidspunkter – var min første indskydelse: “Var det virkelig det?!”.

3/6 stjerner til Harry Potter and the Deathly Hallows: Part 2