Green Lantern – 3D

Green Lantern – 3D | Warner Bros. Pictures | Directed by Martin Campbell | 2011 | 114 min | IMDb

Filmanmeldelse af Hugger

Ryan Reynolds kører på automatpilot i filmatisering af mindre kendt DC Comics figur.

Der er to ting, jeg efterhånden er ved at være godt træt af i biografen. Okay, der er flere ting, men der er to ting, jeg reelt snart gerne ser en ende på.

Den første er filmatiseringen af superheltetegneserier, ikke mindst fordi Marvel og DC (de to store superheltetegneserie-forlag) efterhånden har brugt de bedste ideer ved at bringe deres store navne til live, eksempelvis Spider-Man (Marvel), Superman (DC), Batman (DC) og Fantastic Four (Marvel).

Bevares, nogle af de ”gode ideer”, har været dårligt udført, bedste eksempler er de to Fantastic Four film, der hverken imponerede publikum eller anmeldere. Men der har også været guldklumper iblandt, tag bare Nolans to Batman-film, Singers X-men og Raimis Spider-Man. Og i gamle dage kunne de også, hvor DC Comics absolut største superhelt Superman gik sin sejrsgang i hele verden.

Selv helte fra anden række i de to universer har været gode oplevelser, med de to Iron Man-film som bedste eksempler.

Men for hver Batman og Iron Man, er der også en Elektra og en Daredevil. Alle film, der hverken fortjener opmærksomhed eller spalteplads her.

De er ved at løbe tør for ideer hos Marvel og DC (og måske i Hollywood generelt?), og det bøder vi publikummer for.

Det andet, jeg gerne ser forsvinde fra biograferne er 3-fucking-D. HOLD KÆFT, hvor det pisser mig af, at jeg skal betale ekstra, for at se en film, der er uskarp og giver svag hovedpine – uden at det gør noget som helst for filmen.

'Green Lantern' indeholder desværre begge elementer: Den er DC's bud på en filmatisering af en af deres mindre kendte helte, og den er i ”glorværdig 3-fucking-D”.

Filmen virker som en gentagelse af alle de tidligere film om superhelte. Der er den selvoptagede antihelt, der ikke vil andet end at fokusere på egne behov. Der er en verdensomspændende trussel, i denne film en galaktisk trussel. Og der er naturligvis hele det klassiske hvordan-blev-X-superhelt-plot, der som vanligt fylder det meste af filmen og ender med det endnu mere slidte klimaks, hvor helten indser, at han er nødt til at være helt, fordi verden (Universet?) kræver det.

'Green Lantern' er til tider – sjældent – underholdende, og effekterne er ganske fornuftige. Plottet vinder dog ingen priser, ligesom skuespillet mangler lidt finpudsning.

Jeg var faktisk ganske tilfreds med plottet til at begynde med, da det galaktiske islæt (Green Lantern er en intergalaktisk kriger, del af et univers af rumvæsener, der er medlemmer af samme galaktiske politistyrke), ikke er set før, men det bliver altså til tider lidt dumt.

DC's helte har i mine øjne altid været mere storladne end Marvels figurer, der ofte har adskillige menneskelige aspekter og personlige fejl, der udforskes i karakteropbyggende historier.

'Green Lantern' er også storladen, og man kan ikke lade være med at sidde med fornemmelsen af, at der lægges op til flere film, eventuelt DC's Justice League, hvor flere helte går sammen for at kæmpe mod uovervindelige odds. Hov, Marvel er ved at bygge op til en Avengers-film, der handler om en gruppe af helte, der går sammen for at kæmpe mod uoverv… Damn!

Nå, kopier kan også være interessante og underholdende, men det må snart stoppe!

'Green Lantern' lider af det største problem af dem alle, man har svært ved at se filmens eksistensberettigelse. Bevares, Ryan Reynolds gør det okay som charmerende, tilbageholdende helt (med helt 2-dimensionel personbaggrund i øvrigt!), og Mark Strong gør det okay som mentor og leder af det intergalaktiske politikorps.

Men generelt er filmen en gang ligegyldig ramasjang med personer, der trods ”3-fucking-D” alle virker utroligt 2-dimensionelle.

Gode effekter, et rimeligt plot og nogenlunde action kan dog ikke redde en film, hvor alle fra instruktør, manuskriptforfatter og skuespillere kører på automatpilot.

Hollywood, få nogen nye ideer, prøv noget nyt, og for alt i verden, lad nu ”3-fucking-D” forsvinde tilbage til 50'erne, hvor det kom fra!

2/6 stjerner til Green Lantern – 3D