Pirates of the Caribbean: On Stranger Tides

Pirates of the Caribbean: On Stranger Tides | Jerry Bruckheimer Films | Directed by Rob Marshall | 2011 | 128 min. | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Kaptajn Jack Sparrow står til søs endnu engang.

Var det ikke for Johnny Depps modige og skæve fremstilling af den mærkværdige hippie-pirat Jack Sparrow ville 'Pirates of the Caribbean-serien' næppe have opnået den succes, som den har. Det gjaldt de første tre film – som egentlig skulle have været en afsluttet trilogi – og nu også den fjerde film i serien; 'Pirates of the Caribbean: On Stranger Tides'.

I mine øjne er de to første film seriens bedste. Den første på grund af sin friskhed og den anden på grund af sine opfindsomme karakterer og evne til at toppe den første i ren underholdningsværdi. Desværre gik der 'Spider-Man 3' i den tredje del, som i modsætning til de to første film var overlæsset med underudviklede karakterer og så mange forvirrende sub-plots, at selv de mest garvede biografgængere opgav at følge med.

I 'Pirates of the Caribbean: On Stranger Tides' er vi tilbage på rette kurs. Som det blev afsløret i den forrige film er Jack Sparrow kommet i besiddelse af et kort, der viser vejen til ungdommens kilde. Det kort vil den engelske konge, den spansk flåde, piraten Blackbeard og en masse andre gerne have fat i, og selv om Sparrow ikke viser den store interesse i at deltage i kapløbet, går det hverken værre eller bedre end, at han snart befinder sig på Blackbeards skib med kurs mod det evige liv.

I modsætning til ‘Pirates of the Caribbean: At Worlds End’ er historien mere enkel og ligetil, og hvor fokus i de tidligere film lå på flere forskellige personer, er hovedfokus nu på Jack Sparrow. Det kan derfor undre, at der ikke er blevet brugt flere kræfter på at udvikle ham som karakter. Han er fuldstændig den samme, som i de tidligere film. Hverken mere eller mindre.

Savnet er derfor Keira Knightley som Elisabeth Swan og Orlando Bloom som Will Turner, der delte lærredet med Johnny Depp i de tre foregående film, og som efterlader lidt af et tomrum, da de var en lige så integreret del af Pirates-serien som Depp. Deres afdæmpede (nogle vil sige kedelige) karakterer fungerede nemlig som et modspil til Depps flamboyante og overgearede kaptajn, og var med til at give filmene et holdepunkt, når bølgerne gik højt. Selv om Sparrow er sjov som karakter, kan han altså ikke bære filmen alene. Han fungerer først rigtigt godt, når han spiller overfor mere jordnære karakterer, som man kan identificere sig med – ligesom Kaptajn Haddock ikke ville være noget uden Tintin og omvendt.

Jeg kunne også godt have ønsket mig en lige så uforglemmelig skurk som Bill Nighys fabelagtige Davy Jones, der med sit blæksprutte-ansigt og fantastiske dialekt stjal hver eneste scene i 'Pirates of the Caribbean: Dead Man's Chest'. Han er en svær mand at toppe, og selv om Ian McShane er god som Blackbeard, når han ikke Bill Nighy til sokkeholderne. McShanes karakter er nemlig langt fra så velskrevet som Davy Jones og virker lettere ligegyldig i forhold til den overordnede historie.

…Desværre har instruktøren Rob Marshall – der tidligere har lavet den skrækkelige musical 'Chicago' – ikke det samme overblik over historien som seriens tidligere instruktør Gore Verbinski.

Det går ud over pacingen, der enkelte steder halter lidt, hvilket i sidste ende skaber en ubalance i filmen, som gør, at man aldrig rigtigt føler, at man er med på en lang og farefuld rejse. Den mangler kort sagt de foregående films storslåede og episke stil.

Hvorfor Verbinski ikke er med ombord på den fjerde film i serien ved jeg ikke, men det er tydeligt, at han ikke står ved roret. Væk er hans frække fortælle- og klippestil og væk er hans skæve humor og flair for komisk timing, der kom til udtryk i de små detajer overalt i de foregående film – som da Davy Jones giver et lille blop med munden efter at have holdt en af sine intense taler. I stedet præsenteres man for en noget mere lineær og mekanisk fortælling, hvor den ene begivenhed fører til den anden, og hvor helheden føles mere ordinær og nogle steder lettere klodset – kærlighedshistorien mellem en præst og en havfrue er f.eks. langt fra overbevisende, og hvorfor er den spanske flåde med i filmen, når den praktisk talt ikke har nogen funktion?

Trods kritikpunkter er fjerde film i serien glimrende popcorn-underholdning. Den er på ingen måde lige så god som de to første film, men den står fint alene, i hvad der måske er starten på en ny trilogi. Spørgsmålet er om publikum er mætte.

3/6 stjerner til Pirates of the Caribbean: On Stranger Tides