Battle: Los Angeles

Battle: Los Angeles | Columbia Pictures | Directed by Jonathan Liebesman | 2011 | 116 min | IMDb

Filmanmeldelse af Hugger

Intet nyt under solen.

Det er efterhånden ganske mange gange, at store og middelstore amerikanske byer har måttet lide den tort at blive godt og grundigt molestreret af væsener fra det ydre rum, der alle har samme formål, nemlig den fuldstændige og totale ødelæggelse af menneskeheden.

Det er i den grad uheldigt, at USA altid må holde for, når løjerne løber over skærmen, selvom også London og Paris ofte rammes af tilsvarende kalamiteter, om end kun dækket af nyhedsindslag på forældede tv-apparater på diverse barer og butikker.

I de seneste år har der været adskillige film i denne genre, hvor nogen har været udmærkede action/sci fi film som eksempelvis 'District 9' (der i øvrigt IKKE foregår i USA!), mens andre bud har været direkte fornærmelige som den helt igennem ligegyldige og katastrofale 'Skyline'.

Tilfælles har de alle, at de forsøger at fremstille science fiction-genren i et nyt, beskidt og realistisk lys, og billederne er derfor med håndholdt kamera, masser af støv og høje brag med tilskueren i direkte centrum.

I 'Battle: Los Angeles' er åbningsscenen ganske effektiv. Man lærer med sekunders mellemrum de mange personer, vi skal følge gennem filmen, og selvom det går stærkt, kan man følge med, ikke mindst fordi personerne i filmen er ganske 2-dimensionelle, hvilket er forventeligt for denne type film.


Alle klichéerne står i kø, når den ene sterotype person efter den anden præsenteres for os, som eksempelvis sergenten med det dårlige ry, spasmageren, den engagerede doktor og den knækkede soldat.

Det gør ikke noget, og starten er både spændende og interessant, og lover godt for resten af filmen.

Men så går det galt!

Lad det være sagt med det samme, actionscenerne virker, og de virker til tider rigtig godt. Militærstilen er også ramt lige i øjet og adskillige scener er stjålet fra klassikere indenfor genren som eksempelvis 'Aliens' og 'Black Hawk Down'.

Det håndholdte kamera fungerer som en stressor, om end det måske ikke var helt nødvendigt at lave så håndholdt kameraføring i filmens indledende sekvenser, hvor filmens hovedperson, spillet med grundig overbevisning af Aaron Eckhardt, styrketræner. Men lad det nu ligge!

Mens actiondelen virker, så er dialogscenerne katastrofale. Hver gang en af skuespillerne åbner munden, krummer man tæer. De store følelser forsøges formidlet, og hver gang trækker man på smilebåndet og håber, de snart begynder at skyde igen.

Replikker som ”We are fighting for our Country, God damn it” og ”I can help, I'm a veterinarian” (I forbindelse med undersøgelsen af et rumvæsen vel at mærke!) er direkte pinlige, og de burde sammen med adskillige andre replikker skæres helt væk.

Og skæres i det to timer lange manuskript, ville i den grad have klædt filmen.

Hvis instruktøren bare havde lavet en gedigen actionfilm, hvor det drejede som at vise krig, bulder, brag og gru med et sci fi tvist, så ville det have været en 3 stjernet film.

Men forsøget på at gøre den vedkommende ved at lave nogle fuldstændig ligegyldige scener, hvor følelser kastes ud i hovedet på os, gør filmen til et lidt for blandet bekendtskab.

Det er set dårligere, men det er bestemt også set bedre.

Og så er jeg lidt træt af denne type film.

Hvornår laver Hollywood en RIGTIG science fiction film, der forkæler os science fiction-nørder lidt? Hvorfor skal alt pakkes ind i håndholdt kamera og realistisk vold? Hvor er laserskuddene, de store robotter og rumskibe i kamp om planeter?

Det er på tide science fiction-genren vender tilbage til rødderne og lader realisme være realisme for en tid. Vi ser science fiction for at få et glimt af fremtiden, ikke for at se, hvordan krig ser ud, bare med rumvæsener.

2/6 stjerner til Battle: Los Angeles