The Adjustment Bureau

The Adjustment Bureau | Universal Pictures | Directed by George Nolfi | 2011 | 106 min | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Vellykket romantisk tankespind.

Philip K. Dicks bøger har fungeret som inspiration for mange Hollywood-film gennem tiderne. Som regel ved at bygge videre på Dicks vilde tankespind frem for at følge novellerne slavisk. Det har medført en række mere eller mindre heldige film, hvor 'Blade Runner' og 'Total Recall' må betragtes som de absolut bedste og makværket 'Next' som en af de absolut værste.

'The Adjustment Bureau', som er baseret på novellen ‘Adjustment Team’ fra 1954, hører til blandt de bedste Dick-filmatiseringer. Med den debuterende instruktør George Nolfi ved roret er Dicks novelle blevet til et romantisk, intelligent, udfordrende og spændende bekendtskab med masser af stemning.

Matt Damon og Emily Blunt har en fantastisk kemi på lærredet, som er med til gøre den utrolige historie troværdig og effektiv. De to forelsker sig nemlig hovedkuls i hinanden efter et kort, tilfældigt møde på et herretoilet, hvor Damons karakter er ved at ruste sig til at holde en vigtig tale. Mødet gør et usletteligt indtryk på dem begge og er omdrejningspunkt for resten af filmen, hvor de to skæbner mødes på forskellige tidspunkter i deres liv. Hvert møde er lige dele stormfuldt og skæbnesvangert – og uønsket af højere magter.

Hvis ikke de to hovedpersoner blev spillet så overbevisende ville filmens præmis om, at vores skæbne styres af hemmelige kræfter, hurtigt føles ligegyldig og spændingsmomentet udeblive. Fantasy-delen ville muligvis fungere med et mindre interessant par, men næppe på samme niveau som her, hvor man frygter for de to elskende, opsluges af deres romance og nyder deres fine (og flere steder vittige) dialog.

…'The Adjustment Bureau' er en skæbnefortælling, hvor der sættes spørgsmålstegn ved om vi i virkeligheden har en fri vilje, eller om vores liv er et prædestineret forløb bestemt af større magter.

Stort og eksistentielt, men fortalt med en subtil fortællers rolige hånd. En imponerende bedrift, når man tænker på, at det er instruktørens debut. Han kunne nemt have tyet til et overdrevet effekt-orgie, som det er set så mange før, men i stedet for at fokusere på banebrydende effekter og ligegyldig billedlir har han valgt at koncentrere sig om at få historien til at fungere. Det er ikke fordi filmen er uden effekter, men ligesom historien er de subtile og kun med til at underbygge fortællingen, der bedst kan beskrives som et udvidet afsnit af 'The Twilight Zone'.

Desværre mister filmen lidt pusten hen mod slutningen, der virker påklistret og forhastet. Det er fint nok, at der ikke svares på samtlige spørgsmål, som stilles undervejs, men man sidder med en følelse af, at der bliver bygget lidt for meget op i forhold til, hvad der besvares. Tematikker kastes med andre ord op i luften, men gribes aldrig igen, og det er ærgerligt.

5/6 stjerner til The Adjustment Bureau