Rango (original tale)

Rango (original tale) | Industrial Light & Magic (ILM) | Directed by Gore Verbinski | 2011 | 107 min | IMDb

Filmanmeldelse af Hugger

Eftertænksom western for store og små. Humor og action i skøn forening.

Coen-brødrene formåede for alvor at genoplive western-genren fra sin slumrende eksistens i Hollywood med filmbraget 'True Grit'. Den blev nomineret til flere Oscars, med rette, og det var helt igennem en helstøbt oplevelse.

Med 'Rango' har instruktør Gore Verbinski ('Pirates of the Caribien', 'The Ring' m.fl.) givet sit lidt atypiske bidrag til genren.

Ganske vist er 'Rango' ikke en rigtig film med store Hollywoodnavne, men derimod en animeret, om end end meget flot og realistisk animeret, film om et firben, der uforvarende havner i sin egen westernhistorie.

Det er faktisk en fremragende western-allegori, Verbinski disker op med, der indeholder masser af sprød humor, masser af vittig dialog og ikke mindst god, gammeldags action.

Filmen handler kort fortalt om firbenet 'Rango', der under en køretur i sit terrarium falder af bilen, efterladende ham alene i den skoldhede ørken, overladt til sig selv og sine egne tanker. Han begiver sig ind i ørkenen for at finde vand og finder i stedet westernbyen 'Dirt', befolket af alkens klassiske westernpersonligheder personificeret med diverse dyr fra armadilloer, øgler, kaniner og skildpadder.

Byens velstand måles i vand, der betales med vand, man handler med vand og man mangler vand. Der er tørke, og noget mystisk foregår med byens vandforsyning. Noget må gøres!

Da den selvfede og selvglade, men også noget usikre 'Rango' træder ind på byens lokale vandhul, nu kun med kaktusjuice, vælger han personlighed som en hårdkogt og bister 'gunslinger', til byens store glæde, da de mangler en sherif, efter den seneste kun holdt nogle få dage.

I sin glæde over at have fundet venner, der respekterer ham, lover 'Rango' at finde vandet igen, finde de skyldige og afdække konspirationen. Og så går det ellers derudaf.

Filmen appellerer til både børn og voksne. Jeg så den danske version med min søn på 3½. Han nød den, selvom nogle af scenerne er voldsomme og selvom dialogen er ganske avanceret. Det gængse plot fangede han og han nød de mange sjove figurer, der er med.

Humoren i filmen er ligeledes to-sidet. Der er den klassiske slap-stick humor, der fanger børnene og voksne med barnlige sjæle, men så er filmen også spækket med ironisk distance, pop-kultur referencer og groteske indslag. Især pop-kultur referencerne er fantastiske, fordi de ikke ligesom eksempelvis i 'Shrek' er for tydelige, men derimod subtile og underspillede.

Hold bl.a. øje med referencer til 'Fear and Loathing in Las Vegas', 'Ringenes Herre', 'Deliverance' samt Verbinskis egen 'Pirates of the Caribien' og mange flere!

I førstnævnte film, 'Fear and Loathing in Las Vegas', spilles hovedrollen som forfatteren Hunter S. Thompson af Johnny Depp, og det er også Depp, der lægger stemme til Rango. Som vanligt gør han det godt, ligesom det øvrige cast leverer solide præstationer. De danske stemmer er af mere skiftende kvalitet. Mens Rangos danske oversætter gør det rigtig godt, er nogle af filmens protagonister mere kønsløse med de 'sædvanlige' skurkestemmer, der er så kendt fra Cartoon Network. Det gør dog ikke noget, fordi filmen som helhed virker og fordi Rango som sagt er perfekt castet på dansk.

…Gore Verbinski leverer endnu engang en effektiv og effektfuld instruktion, og han mestrer at blande action og humor. Hans film er en hyldest til genren, men samtidig også et slags opgør med den, i bogstaveligste forstand. Mere skal ikke siges her, se den for at få det uddybet!

Filmens miljømorale er kun ganske lidt udforsket, hvilket er en fordel, mens filmens manuskript er næsten filosofisk til tider.

Hold især øje med Clint Eastwood, når han som Vor Herre giver den max gas og leverer livsfilosofi på højeste plan.

Alt i alt er det en fremragende film, Verbinski har lavet, en film der rammer både de unge og os ældre på forskellige planer, men også en film, der udover at underholde stort, også giver noget at tænke over.

Uanset om den ses på dansk eller engelsk, så bør du ikke snyde dig for en solid oplevelse i biografmørket.

5/6 stjerner til Rango (original tale)