Faster

Faster | CBS Films | Directed by George Tillman Jr. | 2010 | 98 min | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Testosteron og hjulspind udgør kedelig cocktail.

Da Arnold Schwarzenegger gav stafetten videre til Dwayne Johnson (The Rock) i 'Welcome to the Jungle' fra 2003, var der lagt op til at Johnson skulle afløse 80'er-ikonet som Hollywoods nye actionstjerne. Her 8 år senere må man sande, at det endnu ikke er lykkedes. The Rock er ellers Schwarzenegger langt overlegen ud i skuespillets kunst ved bl.a. at besidde en fin komisk timing. Hvad The Rock mangler i forhold til Arnold er imidlertid evnen til at vælge de rigtige projekter. Den evne havde Arnold, der ganske vist var så heldig, at dukke op på det rigtige sted og tidspunkt, men som samtidig også formåede allerede tidligt i sin karriere, at vælge roller i film, der sidenhen skulle vise sig at blive ikoniske eller slet og ret mindeværdige – ‘The Terminator’, ‘Predator’ og ‘Total Recall’.

Faktum er, at tiden er løbet fra Hollywood-skuespillere som Schwarzenegger, der var en del af en bestemt tidsånd og biografmentalitet. Ikke ligefrem de bedste odds for The Rock, der med sin imponerende fysik vil få svært ved at undgå typecasting i Schwarzenegger-lignende roller. Han har dog forsøgt sig med mere seriøse roller som i den forfejlede 'Southland Tales' eller som morsom mand i en række hurtigt glemte Disney-produktioner. Ingen af disse afstikkere har ført noget godt med sig.

'Faster' ændrer ikke ved det faktum. I hvad der minder om utallige hævnfilm fra 1970'erne, er The Rock den tavse hævner Driver. Efter 10 år i spjældet tager han på et personligt hævntogt, hvor han uden tøven slår en række tilsyneladende tilfældige mennesker ihjel. Det er enkelt, det er råt og det er død kedeligt.

…Der er ellers masser af testosteron, hjulspind og hårde replikker i 'Faster'. Rent faktisk så meget – især hjulspind – at det går hen og bliver ufrivilligt komisk.

Det er med 100% sikkerhed ikke bevidst, for filmen tager sig selv så alvorligt, at en ironisk distance ville have klædt den gevaldigt. Det er især tydeligt, når der presses alvor og drama ind mellem actionscenerne. Disse scener er lavet i et forsøg på at gøre filmens karakterer mere dybe og troværdige, men har præcis den modsatte effekt, da det afslører, hvor tomme og underudviklede de reelt er. Det får karakterer og film til at fremstå latterlige, da ingen af dem kan bære disse ubehjælpelige forsøg på karakterudvikling og opstyltet patos. Værst er det dog, når der bruges tid på at opbygge karakterer, som er fuldstændig ligegyldige og malplacerede for handlingen – deriblandt en klodset historie om en filosofisk lejemorder/nørd, der er hyret til at stoppe Driver.

Handlingen i 'Faster' er forudsigelig, bøvet, uinteressant og dum. I mere kompetente hænder kunne den sikkert være endt som en fin genrefilm. Det er bare ikke tilfældet. I stedet får vi endnu et hjernedødt, samlebåndsprodukt fra Hollywood, der ganske vist er lækkert produceret, men uden sjæl eller eksistensberettigelse.

Dwayne Johnson har igen forspildt chancen for at lave noget mindeværdigt, som ikke bare huskes for eftertiden, men som også gør, at man husker ham.

2/6 stjerner til Faster