The Fighter

The Fighter | Closest to the Hole Productions | Directed by David O. Russell | 2010 | 115 min | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Christian Bale leverer Oscar-værdig præstation i middelmådig film.

Hvis der er noget amerikanerne er gode til, så er det at spytte sportsfilm ud på stribe. Allerhelst om et broget sportshold med en afdanket træner, som mod alle odds formår at føre holdet til sejr. Allerbedst er det, når det lille hold vinder over den store, kapitalistiske sportsklub med den nederdrægtige træner, som ikke er bange for at bruge beskidte kneb. Efter et par festlige montager, hvor man ser holdet træne hårdt, ender det hele som regel i en storslået finale, hvor alt er givet på forhånd, men hvor man alligevel tager sig selv i at sidde og heppe på de umage karakterer, som kæmper deres livs kamp på grønsværen.

'The Fighter' hører ikke helt til i ovenstående kategori, men den er uhyggeligt tæt på. Denne gang får vi fortalt historien om den lille mand (Mark Wahlberg), der kæmper for at holde hverdagen sammen, og som drømmer om at vinde en titelkamp. Ved sin side har han sin moder (Melissa Leo), der fungerer som promoter og matriark, og sin storebror (Christian Bale), der engang var en fremragende bokser og byens stolthed, men som nu bruger det meste af sin tid på at ryge crack og komme for sent til lillebroderens træning.

De to brødre skal ikke overraskende gå grueligt meget igennem, men man frygter aldrig rigtigt for deres skæbne. Dertil er filmen for traditionel, forudsigelig og uden skarpe kanter. Som en historie der som udgangspunkt har haft en masse at byde på, men som for at tilfredstille det brede, amerikanske publikum har været en tur igennem Hollywood-maskinen, og derfor fremstår underligt flad og kedelig.

…Det skorter ellers ikke på indlevelse fra de medvirkende. Især ikke fra Christian Bale, der stjæler hver eneste scene, han er med i. Vel at mærke uden at overskygge sine medskuespillere, der alle som en leverer meget troværdige præstationer.

Det er især tydeligt med Amy Adams, der som bartenderen Charlene Fleming formår at spille ud over sit kønne ansigt og give Charlene den dybde og troværdighed, som gør, at hun føles ægte og som en naturlig del af den lille, søvnige flække, som de to boksebrødre er vokset op i.

‘The Fighter’ er alt for poleret til at skille sig ud fra lignende film i genren. Det er muligt, at den socialrealistiske historie tager udgangspunkt i virkelige begivenheder, men det ændrer ikke ved, at historien aldrig bliver særligt vedkommende eller for den sags skyld spændende. Tilbage står det glimrende skuespil fra alle kanter og et par veleksekverede boksekampe, der får pulsen i vejret, men det vidst vi jo godt, at amerikanerne kan finde ud af. Jeg havde forventet mere af en film, der er nomineret til en Oscar for bedst film.

3/6 stjerner til The Fighter