Never Let Me Go

Never Let Me Go | DNA Films | Directed by Mark Romanek | 2010 | 103 min | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

En film om livet og døden.

'Never Let Me Go' er en science fiction-film, men ikke i gængs forstand. Science-elementet er stærkt nedtonet og bruges kun til at sætte historien i gang. I filmens første 30 sekunder får man fortalt, at lægevidenskaben i 1952 fik et medicinsk gennembrud, der har medført, at den gennemsnitlige levealder for mennesker har oversteget 100 år. Hvad lægerne fandt ud af, vil jeg ikke afsløre her, men deres opdagelse medførte en lang række etiske kompromisser, som mennesket gradvist har vænnet sig til, da man 20 år senere stort set har udryddet alle sygdomme.

På kostskolen Hailsham i 1970’erne følger vi tre børn med hver deres personlighed. Den intelligente og kloge Kathy, den frustrerede ener Tommy og den udadvendte og selvsikre Ruth. Vi lærer om deres liv på skolen, om deres indbyrdes forhold, om de valg de tager tidligt i deres liv, samt hvilke konsekvenser valgene får senere i deres liv.

Man fornemmer, at der er noget mystisk ved kostskolen, og at børnene ikke er helt normale, bl.a. fordi de aldrig forlader skolens grund, og da man aldrig ser deres forældre, men filmen begynder ikke at forklare hvorfor. Mysteriet opklares i takt med børnenes egne opdagelser, som både finder sted mens de er små, men også senere, da man følger de tre hovedpersoner som teenagere og voksne udenfor kostskolen.

…'Never Let Me Go' bryder med den klassiske fortællestil og leger med flere af de filmkonventioner, vi som publikum er blevet vænnet til gennem tiderne. Ikke på en frembrusende, pop-smart måde, men ved at turde stole på sit eget materiale og ved at fortælle historien på sin egen, stilfærdige måde.

Det hører efterhånden til sjældenhederne og medførte da også, at jeg til at starte med hele tiden sad med en forventning om, hvad der nu skulle ske. Især mens historien udspiller sig på kostskolen, hvis rammer har lagt skuldre til mange filmklicheer gennem tiderne.

Det forventede skete bare aldrig, for filmen styrer uden om samtlige klicheer og faldgruber og fortæller en interessant og tankevækkende historie om menneskets måde at leve på, om at acceptere døden og om vores naive forsøg på at udsætte det uundgåelige. Der er ingen klassiske højdepunkter, intet overdramatiseret klimaks og ingen nem slutning. Filmens forløb er som livet. Uforudsigeligt, smukt, tragisk og som oftest for kort.

Både voksne og børn spiller eminent, men desværre føler jeg ikke, at man kommer helt ind under huden på karaktererne og deres indbyrdes forhold. Det gør, at man distancerer sig lidt fra dem, og det har den uheldige bivirkning, at den meget følelsesladede musik af Rachel Portman til tider virker en anelse for pompøs, når det der udspiller sig på lærredet ikke holder trit med de melankolske strygere.

'Never Let Me Go' når ikke helt de højder, som jeg kunne have ønsket mig, og som den selv lægger op til. Den skal have stor ros for at turde fortælle sin historie, som den gør, og for ikke at lefle for publikum, som får lov til at opleve verden i takt med filmens hovedpersoner. Dens plusser, som blandt andet tæller en fantastisk billedside, opvejer uden tvivl dens minusser, men det koster i sidste ende en karakter, at jeg ikke blev fuldstændig grebet af historien.

Kazuo Ishiguros roman, som filmen bygger på, skulle efter sigende være mere fuldendt og overordentligt mere hjerteskærende. Jeg får helt lyst til at læse den.

5/6 stjerner til Never Let Me Go