Klovn: The Movie

Klovn: The Movie | TV2 Zulu | Directed by Mikkel Nørgaard | 2010 | 94 min. | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Stilsikker overførsel fra den lille skærm til det store lærred.

Serien, der kørte fra 2005 til 2009, har været en bragende succes, så hvorfor ikke fejre det med en biograffilm.

Frank Hvam og Casper Christensen har gjort sig umage med at finde på nye tåkrummende situationer til 'Klovn: The Movie', og er langt hen ad vejen sluppet godt fra det.

De to sociopater skal på kanotur eller tour de fiss', som Casper fortrækker at kalde den. Desværre for Casper tager Frank sin nevø med på turen for at overbevise en gravid Mia om hans faderegenskaber. En beslutning der ikke falder i god jord hos Casper, som frygter, at det går ud over hans chancer for at score. Caspers indvendinger fører imidlertid ingen vegne, og de tre drenge begiver sig ud i naturen, hvor pinlighederne står på lur.

Fordelen ved en film som 'Klovn: The Movie' er, at den ikke skal bruge tid på at bygge karaktererne op. Vi kender dem ud og ind fra serien, og kan kaste os hovedkuls ud i pinlighederne. Og det bliver pinligt!

De fleste jokes er under bæltestedet, og der er absolut ingen grænser for, hvad man udsættes for. Det handler kort sagt om at tæppebombe publikum med grænseoverskridende situationer, der er skiftevis forudsigelige, så man krummer tæer over det, man ved vil ske, eller overraskende, så man er ved at få colaen galt i halsen over de bramfri billeder.

… I forhold til serien er de mere raffinerede optrin skubbet til side af en mere chokerende og grov form for humor, der nok skal få dig til at grine, men ikke nødvendigvis af de rette årsager.

Jeg var på intet tidspunkt flad af grin, men kluklo gennem stort set hele filmen. ‘Klovn: The Movie’ er skam sjov, og publikum grinede hysterisk, men den er bare ikke så lårklaskende morsom, som jeg kunne have ønsket mig.

Det autentiske præg som i mine øjne er en af seriens største styrker må enkelte steder vige for lidt mere konstruerede fjollerier. Det er synd, men ændrer ikke ved, at det er lykkedes at forvandle en velfungerende komedieserie til en velfungerende komedie.

4/6 stjerner til Klovn: The Movie